Danske Sea fortsætter, hvor de slap, med en solid toer
Det danske bidrag til retro-rocken
Af og til opstår der perioder, hvor en trend inden for en bestemt genre afføder horder af bands, der vælter frem i æteren som hyperaktive myrer fra en tue. En sådan periode befinder vi os også i lige nu: retro-rocken, der i de sidste fem års tid har givet os en hulens bunke bands – af varierende kvalitet – som alle har forsøgt at puste liv i 1970'ernes eksperimenterende og gyngende guitarrock. Rent internationalt har de mere vellykkede bands bl.a. været mesterlige Rival Sons, syrede Blues Pills, knalddygtige Graveyard samt fantastiske Scorpion Child. Og herhjemme i lille Dannevang har især ét band skilt sig positivt ud: de enormt talentfulde københavnerdrenge Sea, som nu er klar med deres længe ventede andet album, The Grip of Time.
Flot og selvbevidst greb om tiden
For små tre år siden udgav bandet deres selvbetitlede debut, modtog flotte anmeldelser mange steder, og kom på den baggrund godt rundt i landet og fik spillet en masse koncerter. Her fra dette medie fik Sea syv flotte kranier og en slat pæne ord med på vejen. Bl.a. skrev vi dengang, at albummet var "... en fin blanding af rå, tung og lækker vellyd. Her er ikke gjort brug af (pop)smarte genveje som auto-tune og metronomer."
Og sådan forholder det sig stadig. Sea spiller stadig rigtig fin klassisk heavy rock med masser af fede paralleller til og inspirationer fra blandt andre Deep Purple, Blue Oyster Cult og ikke mindst Thin Lizzy. Lyden er fuldstændig ren og velproduceret, musikken uhyre velskrevet, gennemarbejdet og udført til ug med kryds og slange, og så synger frontmand Anders Brink ganske enkelt hamrende lækkert. Ikke så meget pjat.
Skivens første skæring, "Rust", er et formidabelt rocknummer, der, med sin forrygende opbygning til et lækkert primalt rock-klimaks mod slutningen, sætter barren rigtig højt. Dernæst følger pladens singleudspil, "Once We Were Dead", og også her viser Sea sig fra deres absolut bedste side, samt hvorfor de er de danske bannerførere inden for retro-rocken. De har i dén grad greb om tiden.
Den midterste tredjedel af skiven er desværre en anelse ensformig og bærer præg af et band, der holder sig lidt for meget til den gode gamle opskrift – den opskrift, der virker. Det er på ingen måde dårlig musik, der spilles, men havde Sea løsnet grebet og spillet lidt mere ud af boksen, havde det hjulpet endnu mere på undertegnedes helhedsindtryk, end det var tilfældet.
Men så kommer til gengæld slutningen af pladen. "Sing For Your Right", "Dust Will Fall" og "The Stranger Within" er alle helt sublime rocknumre, der hæver pladens niveau tilbage til udgangspunktet. Komplet med karakteristiske twin-guitarer og en Led Zeppelin'ish fandenivoldskhed. Sublim afrunding!
Stærkt, men ikke superb
Efter den ganske glimrende debut fra Sea, der lugtede langt væk af gigantpotentiale, havde jeg selvsagt ret høje forventninger til opfølgeren. De blev delvist indfriet. Med åbningsnummeret "Rust" blev jeg blæst fuldstændig bagover, og igen ved pladens afslutning var det svært at holde balancen. Men helt ned fra sædet røg jeg dog ikke. The Grip of Time er en stærk rockplade fra et hamrende dygtigt band, der virkelig har greb om genren og dens virkemidler. Sea har bevist på fornem vis, at de ikke bare er en flok wonderkids fra Amager – der er sgu fremtid i dem her! Men med en anelse for meget fyld og en smule for meget autopilot kommer vi desværre ikke helt op på de rigtig flotte karakterer. Men for pokker, hvor er det stadig stærkt gået af et ungt, dygtigt og, ikke mindst, dansk band.
