Arrival er tredje udspil fra den islandske vintage- og retrosensation. Albummet er blot det seneste i rækken af udspil, der imponerer med det tårnhøje bundniveau hele albummet igennem til de tre musikers tekniske kunnen og den store spilleglæde. Der er sandt at sige ikke meget at være knotten over.
Bandet blev dannet i 2006, da de tre islændinge knap nok var teenagere. Med stilsikker hånd får vi et album, som giver lytteren en på opleveren i en psykedelisk progget retroverden. Det er unge mænd med hår på brystet, ben i næsen og masser af blæret instrumentlir tilsat et uimodståeligt dynamiske drive.
Old school vintage rock
Forbillederne er stadig hentet i forældrenes pladesamling, og forvent derfor ikke banebrydende innovative indspark. Men hvis 70´ernes analoge lyd tiltaler dig, så tilbyder albummet en perlerække af old school vintage rocknumre. Hvis ikke, ja, så kan du godt stemple ud og tage et spil minestryger.
Fut i fejemøget
Ingen numre falder igennem, og de fleste enten kan eller skal fremhæves. “Shaken Beliefs”, “Sandwalker” og “Crazy Horses” er eksempler på numre, som nok skal sætte "fut i fejemøget", som det vist nok hed dengang far var knægt. En anmelderkollega anbefaler ligefrem “Carousel” som et bud på et titelnummer til en kommende Bond film. Det swinger selvsagt...
En vokal på det jævne
Personligt er jeg ikke vild med forsanger Óskar Logis vokal og til sammenligning med f.eks. Blues Pills og den evigt fortryllende Elin Larsson kommer islændinge her voldsomt til kort. Men uanset hvad er The Vintage Caravan en funklende stjerne på himlen, og som et liveband er de endnu bedre.
Endelig en disclaimer fra pladeselskabet Nuclear Blast: ”Remember to take it easy on the drugs, before watching!”