Saturnus rammer plet i mørket, og kandiderer til årets album.
For satan hvor har jeg ventet længe på denne plade. Saturnus er Danmarks bedste svar på et doommetal band, hvis ikke det er et af Europas bedste band indenfor denne genre. Bandet har rødder helt tilbage til 1991, hvor Thomas A. G. Jensen og Brian Hansen startede dødsmetalbandet Assesino, som to år senere blev til Saturnus, og med et skift i retning af doommetal genren.
I 1997 kom første skive fra bandet Paradise Belongs to You og samme år havde bandet sin debut på Roskilde. Herefter gik der kun to år inden næste album Martyre ramte hylderne. Der gik så syv år til Veronika Decides to Die kom ud i 2006 og her over seks år efter, er bandet så endelig klar med deres fjerde album Saturn in Ascension. Forventninger fra min side var høje, da første nummer "Litany of Rain" lige så stile brød ud gennem højtalerne.
Nummeret har lidt den samme intro som tilfældet var med Martyre skiven, hvor et kvindekor sætter stemningen, og hvorefter de lange guitarriffs og tunge trommer gør sit indtog sammen med Thomas Jensens vokal. Nummeret er en klassisk Saturnus komposition. Langtrukket tempo, enkle instrumentelle stykker og growlende vokal samt et kor i baggrunden.
Man bliver med det samme trukket ind i den mørke atmosfære, som bandet er mestre i at fremane. Halvvejs gennem nummeret lukkes der for alvor op for lækkerierne, med en fænomenal guitarsolo, kor og tempoet bliver sat en tak i vejret inden den cleane vokal går ind og erstatter growlen, som så igen får overtaget sidst i nummeret.
Med næste nummer "Wind Torn" bliver gåsehuden for alvor trukket frem på kroppen. De lange sørgmodige riffs nummeret indledes med, skaber en stemning som er perfekt til det mørke og den kulde der indhyller landet i øjeblikket. Hvor Norge har blackmetallen til at fange den triste atmosfære, har vi i DK Saturnus til at fange den mørke sindsstemning som præger denne årstid. Man får en følelse af at stå under et gammelt træ i en skov, hvor dunkelheden har erstattet lyset, og solen virker langt borte.
Tunge skyer kravler henover himlen, og den growlende vokal er med til at fuldende billedet på et nummer, som i den grad lader følelserne sidde uden på kroppen. Der er også blevet plads til et par stille numre, hvor tempoet er sat meget ned og det er udelukkende clean vokal og whiskers på trommerne, stille guitar og syntheziser samt kor. Derudover er der en kvindelig vokal på "A Lonely Passage", som man lige skal vende sig til, men som kravler ind under huden, når man giver den en chance.
Det andet stille nummer "Call Of The Raven Moon" byder på en tekst, som er en poet værdig. En stille guitarmelodi kører i baggrunden, mens vokalen nærmest læser teksten op, hvilket er genialt, og den fløjte og afdæmpede kor som er en del af nummeret, gør det ikke alene til skivens bedste og mest stemningsfulde, men "Call Of The Raven Moon" er noget nær et af de mest stemningsfulde numre, jeg nogensinde har hørt. I det hele taget er Saturn In Ascension spækket med fabelagtige numre, og Saturnus formår både at lyde som de skal, men samtidig også udvikle deres lydbillede i en retning, hvor kun få bands kan følge dem.
Det er den samme dysterhed, som på Martyre, men med større kontraster, og mere dybe numre end Veronica Decides to Die. Derudover formår Saturnus på den nye skive at være følelsesladet uden at det kammer over, som jeg synes, tilfældet var nogle steder på Veronica Decides to Die. Der er i mine øjne ikke nogen større end Saturnus. Det er sjældent, at en plade rører mig så meget, som tilfældet er med Saturn in Ascension, og hvert eneste nummer trak gåsehuden frem og fik tårerne til at knibe i øjenkrogen.
Det er et nærmest komplet album Saturnus har leveret, og bandet formår at skabe stemningsfulde melodier, som jeg sjældent har hørt. De enkelte kompositioner er noget nær fantastiske, og brugen af dæmpet kor og stille, enkelte melodiske passager, er et genialt træk, som kun få bands kan gøre efter. Jeg er ikke bleg for at kalde Saturn of Ascension for årets album, og Saturnus for et af denne verdens bedste bands indenfor deres genre. Med det nyeste udspil er bandet godt på vej mod toppen af metaltinderne, så der er ikke andet for end at sende en topkarakter mod Saturnus med mine varmeste anbefalinger. Drenge. Lov mig, at der ikke skal gå seks år igen.
Kommentarer (3)
Supertransonic
Indlæg: 2
Perfekt anmeldelse, og er
Perfekt anmeldelse, og er meget enig! Dette her er simpelthen et stykke dansk mesterværk med det hele! Verdensklasse doom, og hvis de danske bookere ikke for dem, tja feks COPENHELL er det en skandale!
En af mine top albums for 2012, hvis ikke DEN bedste i 2012.
10/10
Supertransonic gav Saturnus - Saturn In Ascension 10/10.
Jacob Naur
Tidligere anmelder
Indlæg: 12
Jeg har som følge af denne
Jeg har som følge af denne anmeldelse fået fat i deres bagkatalog også.. Det var simpelthen en af årets klogeste beslutninger!
- tak for musikken!
Jacob Naur gav Saturnus - Saturn In Ascension 10/10.
Martin Møller
SATURNUS
Ja det er bare skide godt det hele. Martyre specielt. Veronica er også fed.