Musikalsk krigsførelse på højeste plan
World War 8 er Sveriges skyld!
Den 8. udgivelse fra svenske Sabaton er ikke nogen fuser. Alle guitarerne skyder med skarpt, og lyrikken er stadig taktisk lagt om krigsførelse. Sabaton er klar til at gå i kamp med deres nyeste 11 numre, og slaget er i den grad episk. Jeg har ikke flere dårlige krigsreferencer, men det er altså en ret god cd! Og nu skal jeg fortælle hvorfor.
Mission confirmed: Satisfy my ears!
Sabaton kan noget, som meget få metalbands kan gøre. De kan skrive sange, som ville have potientale til at vinde et melodigrandprix. Det er ikke sagt med nogen form for negativitet, men tværtimod med respekt. For Sabaton leverer Sabaton-sange - sange om krig, heltemodige gerninger og sagnomspundne slag. Dertil har de fængende og let genkendelige omkvæd, som man synger med på pr. automatik. Dette gør sig også gældende på The Last Stand. Dog er der, og dette er sagt af en Sabaton-fan, nogle klichéer, som ikke dur.
Det første nummer er ”Sparta”, og det handler naturligvis om slaget mellem de 300 spartanere og den persiske hær tilbage i år 100-futsko. Her skuffer Sabaton, for de burde have holdt sig til historiske fakta i stedet for at stjæle fra en actionfilm. En skidt start, som de dog får indhentet - som Jørgen Leth ville have kvædet det.
Nu kommer hurdle nummer to desværre allerede. For Sabaton skriver to slags sange: Den ene slags er de episke, meget unikke og fængende ørehængere. Den anden er generiske ”meh”-oplevelser, og det er ”Last Dying Breath” desværre.
Men nu kommer der så andre boller på suppen, for ”Blood of Bannockborn” er fed! Sækkepiber skal der til, når man synger om Skotland, og vi bliver nu også serveret en ny kendsgerning. Det er nemlig ikke kun den generiske strygerlyd fra keyboardet (som bliver spillet af forsanger Joakim Brodén), men diverse andre orgel- og synth-lyde, der bliver eksperimenteret med, og det fungerer sgu godt! Thumps up, Joakim!
Både ”The Lost Battalion” og cd’ens titelnummer, ”The Last Stand”, er ligeledes nye Sabaton-hits, og især ”The Last Stand”, som med grandprix-tricket, hvor de går lige en hel tone op i sidste omkvæd, sætter sig fast i hjernen som en svensk svulst. Den slipper dig bare ikke igen!
”Shiroyama” er noget helt specielt. Sangen om de 500 samuraier, som trodser den imperielle hær, kommer til at være med på Sabatons setlister fremover - det vil jeg godt vædde min venstre testikel på! Den måde, de skarpe og præcise guitarriffs og vokalen rammer hinanden på, er en genistreg uden lige!
Med slutnummeret, ”The Last Battle”, lukker de fint af med mere catchy øreguf, og det er dejligt at høre Sabaton være mere unikke end mange andre power metal-bands.
Mission accomplished!
Missionen må i den grad siges at være udført. Sabaton har leveret en skive, som er meget tæt på at være helt perfekt, men pga. de nogle gange lidt for klichéprægede lyriske valg og de enkelte generiske fusere trækker det dog den samlede karakter en smule ned. Det er dog helt tydeligt, at Sabaton stadig er nogle gæve hitmagere, og det er alle numre, som jeg vil glæde mig til at se live - forhåbentlig snart!
