Manisk, mesterlig metalcore

Hvis du ikke kender Royal Deceit, så er det på tide, at du åbner øjnene og slår ørerne ud. Deres andet album, ILL er en eksplosiv adrenalinbombe af format, der til dels både er sød musik for ørerne, men som også er rå og balstyriske toner, der rammer dig som et cirkelspark i dine ædle dele.
Forsangeren, der mestrer dette, er Mathias Uldall, og hvis du synes, at navnet lyder bekendt, så har du ret. Det er nemlig også forsangeren fra HateSphere. Royal Deceit har eksisteret siden 2014 og har haft lidt udskiftninger undervejs, men de spillet sammen i denne konstellation siden 2016, og det gør de så sandelig ganske overbevisende.

Hurtig acceleration og knivskarp sang

Metalcore-kvartetten, der inkorporerer elementer fra nu-metal, hard- og deathcore, sætter det hårde tempo fra start. Med titelnummeret ”ILL”, der er et klassisk eksempel på, hvordan metalcore skal eksekveres, finder vi groovy riffs med stærk sang, som varierer og farer op og ned i tempo og rytme. Melodierne bygges kontinuerligt op: bang, breakdown og genopbygning. Det er tight, stabilt og sidder lige i smasken på lytteren. Måden, hvorpå Uldall formår kontinuerligt at gå fra almindelig clean sang og op i hysterisk ”besat-af-dæmon-tempo” og retur, er fænomenal! Alt sammen underbygget af et fedt spillende orkester, der virkelig forstår og formår at underbygge deres forsangers vokal. Ulldall mestrer alt lige fra clean sang til vokal, der konstant får mere distortion ovenpå, growl og fry screaming, hardcore brøl, gutterale lyde etcetera.

På nummeret ”Let Me Burn” har Royal Deceit teamet up med sanger Alexander Hall Kristensen fra Hanging the Nihilist, og sikke et team. Nok er numrene gennemgående hårdtslående på ILL, men det her er formentlig albummets tungeste og mest aggressive skæring. Uldall og Hall Kristensen er et match made in heaven, og det er to stemmer, der på vildeste facon formår at rive vores øregange til blods. Det er dunkende vokaler, der bliver maxet helt ud, og musikalske riffs, der river alting i stumper og stykker. Det er balstyrisk, smadrende og hidsigt, samtidig med at der er en fed rytme, der gør, at man bare har lyst til at brøle med og at lade den indre dæmon få fri slag i bolledejen.

ILL er en udgivelse, der veksler i utallige tempo- og rytmeskift, sublimt marineret i fede breakdowns, hvor musikken bliver tung, intens og langsommere for igen at bygge sig op og for fuld udblæsning at blæse vores trommehinder i stykker. Det er en velproduceret og velorkestreret udgivelse med en masse variation, og jeg kipper med hatten i dyb respekt over de imponerende og varierende stemmeskift og stemmevariationer, som Uldall formår at give os igennem samtlige sange. Giv nummeret ”Cursed Mind” et lyt, og du vil høre den fede vekslen mellem det growlende, brølende og balstyriske, som kommer nede fra diafragma, og det singalong-agtige med omkvæd der er lette at synge med på. Alt dette vidner om en sanger, der har fuldstændig styr på det sangtekniske, så stemmebånd og -læber ikke bliver smadrede.
Bandet spiller fænomenalt! Selvom tempoet generelt er hurtigt, er det ikke svært at blive fanget af de allestedsværende melodiske guitarharmonier, der kommer i passager, og det fabelagtige trommespil, der gennemsyrer hele udgivelsen, godt understøttet af pulserende elektroniske, underliggende beats.

Dybt og mørkt mindset

Hvis vi dykker ned i sangteksterne på ILL, er det ikke svært at høre, hvad der bliver sunget om. Det er tunge og dybe emner såsom depression, selvmord, selvskade, ja, i det hele taget et dysfunktionelt univers, som Royal Deceit beskriver og guider os igennem på dette album. Uldall evner både den konstante vekslen imellem growl, hardcore brøl, fry screams og cleans, og han river os rundt i en teatralsk fortælling fra et mørkt mindset.
Hold op, hvor er det overbevisende og fængende, omend det er dunkle og tungsindige emner der berøres.
Dette er et pletskud, som i den grad sætter en høj standard indenfor metalcore.