Når to bliver til tre

Tilbage i januar 24 udgav danske Røkkr debuten Den ufortalte saga. At vi så først fik den anmeldt syv måneder derefter er, hvad det er. Heldigvis er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, for Røkkr er ikke typerne, der ligger på den lade side – så efterfølgeren Mørkdrøm, der skal forstås som kapitel to i denne ufortalte saga, er nu ude. I mellemtiden er der dog sket det, at bandet er gået fra at være en duo til en trio, da Christian ’Qvothrupian’ Qvortrup (Tongues, Hahn Kult) er kommet med. Men udover denne familieforøgelse er der så sket det store i Røkkr? Lad os finde ud af det!

Tæmmet kaos

Overordnet set fortsætter Mørkdrøm, hvor Den ufortalte saga slap, både rent stilistisk og ret direkte. Albummets åbningsnummer, ”Over sorte vande”, virker til at have genbrugt diverse dele fra lukkernummeret fra Den ufortalte saga, nemlig ”Forsvundet i Nordens mørke” – hvilket er med til at understrege, at det hele hænger sammen. Det er ikke helt dumt.

Stilen er fortsat dissonant og kaotisk atmo-black spækket med synths. Måske er det bare, fordi jeg nu ved, hvad Røkkr er for en størrelse, men Mørkdrøm virker både mindre dissonant og kaotisk end sin forgænger. Jeg vil ikke sige, det er en forudsigelig skive, men der er færre overraskelser end tidligere, og musikken fremstår derfor mindre fascinerende. Ironisk nok skriver bandet ellers, at intentionerne var at skabe et endnu mere foruroligende og dynamisk værk; det er bare ikke – desværre – det, jeg hører. Ligeså er produktionen og mixet på denne her plade mere mudret og ulden end før; til tider virker det næsten, som om at man hører musikken, mens man har hovedet under vandet – hvilket ikke rigtigt matcher det heller, da skarpheden på Den ufortalte saga var med til at fremhæve dissonansen. Dog er jeg kæmpe fan af den akustiske folk-outro på ”Intethedens vished”. Dén fungerer fra start til slut og klæder virkeligt nummeret. Ligeså kan jeg stadigvæk ikke få nok af Nils ’Nohr’ Brems trommespil; det er simpelthen sublimt, selvom det til tider drukner lidt i mixet.

Slutteligt er ”At se tilbage” et betydeligt bedre lukkernummer end ”Forsvundet i Nordens mørke”, som groft sagt var spild af tid og plads.

Den svære toer

Jeg må indrømme, at det kommer bag på mig – især på grund af bandets eget udsagn – at Mørkdrøm holdt op imod debutudgivelsen er så ligetil, som den er. Jeg havde afgjort forventet det samme kaos og uforudsethed som før, måske endda i en endnu højere grad. Men man siger jo tit, når man snakker om trilogier, at toeren er den svageste i rækkefølgen, og på stående fod må jeg erklære mig enig i dette postulat.