Man kan jo ikke starte med 2’eren!
Tilbage i januar udgav danske Røkkr debutpladen Den ufortalte saga. Jeg læste godt om både den samt gruppen i sig selv, som skulle være lidt af en supergruppe. Men så glemte jeg alt om Røkkr igen. Nu har bandet så udgivet sin opfølgende plade, Mørkdrøm, som skal forstås som kapitel to i en trilogi – og det virker umådeligt fjollet, decideret enfoldigt, at bearbejde den først. Så nu rejser vi altså små syv måneder tilbage i tiden; til en tid, hvor det var koldt, mørkt og vådt – hvilket passer perfekt til Den ufortalte saga.
Forvent det uventede
Røkkr består af medlemmer fra blandt andet Arkæon, Gennem Tågen og Gespenst. Hvis man kender bare lidt til de bands, så kan man gætte sig til, at Røkkr spiller kaotisk, dissonant black metal af den slags, som er meget lidt lyttervenlig, men også den slags, der belønner dem, som holder i fra ende til anden. Tag nu bare åbningsnummeret ”Ukendte strande”, hvor man bliver mødt af en jazzet guitarrundgang akkompagneret af de mest stilfærdige blastbeats, jeg nogensinde har hørt, og en vokal, der skifter fra snerrende til messende, i en sådan form at man ikke helt kan lure, hvornår skiftet indtræffer. Og netop dét med at man aldrig aner, hvad der sker, eller hvornår det sker, virker til at være grundessensen af Røkkrs musik. Titelnummeret er da heller ikke bange for at understrege netop dette ved at smide både skønsang, middelalderligt guitarspil og en tremologuitarsolo, der virkeligt kommer ind fra højre, ind i mixet. Det er et fantastisk nummer med glimtvise elementer af rendyrket skønhed, som ganske vist hurtigt bliver skyllet væk, men de er der.
Hvis man skulle fremhæve andet end kaosset, så skulle det være Nils ”Nohr” Brems’ trommespil. Det er ham, som formår at være indpiskeren og holde styr på kaosset, og hans jazzede tilgang til især hans bækkener er formidabelt.
Men trods al min ros så har jeg umådeligt svært ved at se fidusen i lukkeren ”Forsvundet i Nordens mørke”, der blot er halvandet minuts synth-trommenummer. Måske det giver mening, når man sidder med det opfølgende album, men som tingene er nu, så virker det formålsløst. Ligeså er albummet til den lidt lange side, og der kunne godt være blevet skåret nogle minutter fra hist og pist, for selv vanvid kan blive repetitivt.
Hvornår kommer to… hov, vent!
Sat på spidsen kunne man godt kalde Røkkr for Arkæons mere indadvendte og kaotiske lillebror. De to bands minder, af åbenlyse årsager, om hinanden, men Røkkr er markant mere lo-fi, men besidder også en mere romantisk tilgang, og jeg kan ikke helt lade være med at komme til at tænke på et band som Këkht Aräkh – hvilket er ganske unikt, når man kigger på, hvad der ellers ligger og flyder rundt på den danske black metal-scene lige p.t.
