Rakinua - Esi Um Ninu – Heal Us, Mother

Esi Um Ninu – Heal Us, Mother

Udkom

Type:Album
Genre:Folk metal
Antal numre:16

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

At rejse er at leve

Romerriget stødte gennem dets mange hundrede års eksistens på et hav af folkeslag. Fønikere, grækere og gallere var mere eller mindre rundt om hjørnet. Persere og keltere fik også et visit eller to, men de stolte romere stødte også på rætierne. En samling af forskellige stammer bosat i Alperne, der oprindeligt kan have været udstødte etruskere. Gennemsnitspersonen ved sandsynligvis intet om dette folkefærd, men frygt ej, italienske Rakinua fortæller om netop dette folkefærd på debuten Esi Um Ninu – Heal Us, Mother.

Så spændende var bonde nummer 86 heller ikke

Pladen er tilmed en konceptplade om præstinder, vrede guder og skæbnens stramme bånd, så man kan ikke fortænke Rakinua i at kaste sig over folkemusikken, de stammeinspirerede rytmer og den småproggede metal.

“Goddess of The Night” rammer også ganske udmærket stemningen af en oldtidspræstinde, der har fået et drømmesyn fra guderne om sin skæbne. Nok har trommerne en smule tyngde, men deres rytme, den akustiske guitar og vokalist Velis, der synger ud over alpedalen, trækker mere i retning af Eluveities Evocation-plader. Hvilket bestemt er noget, flere bands bør gøre. På “Spirit of Waters” er virkemidlerne nogenlunde de samme, bare langt mere afdæmpede. Rakinua er rykket indenfor ved bålet, hvor figurer og urter afbrændes for at dæmpe gudernes vrede. Det bliver en kende lejrbålsagtigt, men at trække rytmer og stemning mod mørket og ilden, er bestemt et skridt i den rigtige retning. “Terra”, hvor vi lander i Enya med metalakkompagnement, rammer også ganske godt mystikken om præstinder, orakler og drømmesyn. Generelt set er Esi Um Ninu klart mest interessant, når det metalliske træder en smule i baggrunden. Eivør, Myrkur og lignende får et anerkendende nik, og Velis tager styringen som ræti-præstinde.

Desværre tror Rakinua tilsyneladende også på tvungen inklusion og lader derved også det metalliske element tage styringen. “Sacrilege” og specielt “Shepherd of the Clouds” er båret af de enormt kedelige og generiske riffs, som mainstream-metallen i 2010’erne brugte, når det skulle lyde ondt. Det er slet ikke i tråd med folk-elementerne og den oldtidskulisse, bandet prøver at skabe. Helt uden for skiven er dog den 13 minutter lange “The Old Paths – Sangue”. Guitar og bas er stemt helt ned i kælderen, dobbeltpedalen får sig en god workout, og med den underliggende synth lyder nummeret mere som et Devin Townsend-kopiband, der kaster sig ud i en dystopisk metalopera, end som undergangen af et alpint folkeslag. Rakinua skriver selv, at de er proggede, men jeg havde nok foretrukket Turisas i en skæv taktart frem for denne tvivlsomme skæring. Apropos tvivlsomt, så er der intet mindre end seks mellemspil på pladen. Hver fortæller de om historien på det kommende nummer, hvilket er en fin service, men gud fader, hvor dræber det tempoet mere end et frontalt sammenstød med en bjergside. Nok er filmindustrien begyndt at skære alt ud i pap, men lad endelig den tendens blive i de visuelle medier.

Der skal også være materiale til næste plade

Konceptet på Esi Um Ninu – Heal Us, Mother er ganske godt udtænkt, og Rakinua demonstrerer også, at de formår at væve et ganske flot lydtæppe til dette koncept. Desværre viser bandet også, at de ikke helt ved, hvordan de skal begrænse sig. 16 numre fordelt på en time gør ganske enkelt at den håndfuld velfungerende numre, som pladen har, ganske enkelt opsluges af fyldet, og man står tilbage med en plade, der huskes mest som tidsspilde.

Tracklist

  1. The Prophecy
  2. Sacrilege
  3. First Vision of the Oracle
  4. Goddess of the Night
  5. Second Vision of the Oracle
  6. Warrior of Light
  7. Third Vision of the Oracle
  8. Shepherd of the Clouds
  9. Fourth Vision of the Oracle
  10. Spirits of Waters
  11. Fifth Vision of the Oracle
  12. Terra
  13. Hear Me
  14. Last Vision of the Oracle
  15. The Old Paths – Sangue
  16. Peaceful Night