Når hobby bliver til fuldtidsjob

The Projectionist var oprindeligt ment som et sideprojekt for daværende Idolatry vokalist Lörd Matzigkeitus. Men efter han i 2016 forlod Idolatry, skulle han jo bruge al sin ekstra tid på et eller andet, og kigger man på udgivelsesfrekvensen for the Projectionist, er det tydeligt at se, hvor den tid er blevet brugt. Fem fuldlængder, tre splits, et livealbum og indtil i år en EP er, hvad det er blevet til på de fire år, der er gået. Men nu er Matzigkeitus og hans håndlangere løs igen, denne gang med EP’en ved navn Under the Cruel Glow of Terror.

Kvantitet eller kvalitet?

EP’en er dog ikke den eneste udgivelse, 2020 har set fra den gode Lörds hånd. Tilbage i april måned udgav han fuldlængden The Stench of Amalthia. En black metal skive, der kun udmærkede sig på et eneste punkt, nemlig sin direkte underlige tilgang til netop black metallen. Så med kun tre måneders mellemrum, kan man nemt have bange anelser for, at man som lytter endnu en gang skal lægge øre til en yderst mystisk omgang black metal. Men det er der jo som bekendt kun en måde at finde ud af på.

”Butterbox Coffins” åbner med en sektion, der leder tankerne hen mod Slayers ”Seasons in the Abyss”, men byder derefter kun på et riff, hvor man kan mistænke guitaristen for at være ved at falde i søvn og vokalisten for at blive kvalt i æblemos. Efterfølgeren ”Pythagorean Deadlocked”, EP’ens klart bedste skæring, der fører sig frem med et atmosfærisk riff og en melodi, der lugter langt væk af storslåede klippelandskaber og mørke skove. Men inden man får set sig om, er der gået tre minutter, og resten af EP’ens mildest talt middelmådige indhold venter.

For jeg kan lige så godt være ærlig, Under the Cruel Glow of Terror er ikke en god EP. Numre som ”Skeletal Shone the Vengeance of True Evil” og ”Tragedy of Jars” er himmelråbende demoagtige. Den ene vælter rundt i en produktion mere mudret end mosevand, der forvandler alt til en omgang intetsigende støj, hvor den anden lyder, som om alt andet end guitaren er indspillet 30 meter væk fra mikrofonen. ”The Howling Ceased” åbner ellers lovende, i stil med ”Pythagorean Deadlocked”, men kaster sig efter 20 sekunder ud i et riff, der lyder mere tilfældigt sammensat end lørdagens lottotal. Dermed også sagt, at en rød tråd må man skyde en hvid pil efter. EP’ens seks numre stikker i mindst fire mere eller mindre black metalliske retninger, hvor det eneste, der binder det sammen, er Lörd Matzigkeitus’ vokal, der lyder som en blanding af Gollum, tidligere Gorgoroth-vokalist Pest med åndedrætsbesvær og dødsrallende ASMR. Det er i sandhed en mystisk EP at lytte til, og når ”All Grace Expunged From Living” rinder ud, har man lidt det samme ansigtsudtryk, som hvis moster Gurli stolt fortalte, at hun ville starte en vandkastanjefarm i Cambodia.

Desværre kvantitet

Havde man satset på, at Under the Cruel Glow of Terror ville være endnu en omgang underlig retningsløs black metal, så havde man i den grad ret. Der er gode toner at finde på EP’en, men de er få, og der er en ørkenvandring mellem dem. Hvordan der ikke er nogen, der har taget fat i Lörd Matzigkeitus og sagt til ham, at hans udgivelser er mindre præcise end et haglgevær på 40 meters afstand, er mig en gåde. Jeg håber, at han vælger at tage de få gode toner fra EP’en med til næste udgivelse, der vel udkommer om et par måneder eller tre.