Primordial - Gods To The Godless (Live At Bang Your Head Festival Germany 2015)

Gods To The Godless (Live At Bang Your Head Festival Germany 2015)

· Udkom

Type:Live-album
Genrer:Black metal, Folk metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Uanset præferencer er de fleste enige om, at livealbums sjældent er pengene eller besværet værd. Dårlig lyd og bøvede tilråb trækker ikke op på mindet om en uforglemmelig og unik koncertoplevelse. 

Fuldfede dobbelt livealbums
Men undtagelserne findes selvsagt. Iron Maidens "Live After Death”, Thin Lizzys "Live and Dangerous", Scorpions "World Wide Live" og Slayers "Decade of Aggression" er f. eks livealbums som formår, at indkapsle bandets fortid og nutid, publikums begejstring og bandets spilleglæde. Vi snakker fuldfede dobbelt livealbums hvor et band er fanget i deres karrieres zenit.  

Mere spændt end en heks til Sankt Hans, har jeg derfor set frem til Primordials Gods To The Godless, med håb om en gentagelse af det forrygende livealbum All Empires Fall fra 2010. Men til forskel fra sidst, er liveoptagelsen denne gang bare bedre og Alan Averill er for alvor trådt i karakter som forsanger. Energien og vildskaben er intakt, men alt er lige en tand bedre, mere medrivende og mere dragende. 

LIVE - og kun live
Albummet er optaget uden brug af kliktracking, compressorer, autotuning og anden ondskab. Et magnum opus, hvor Primordials finurlige blanding af folk-, pagan- og black metal, genskaber minderne om deres maratonkoncert i Lille VEGA. Jo – og ja. Der er småfejl undervejs som f. eks en forceret guitarsolo i ”Babels Tower”, men alt i alt betyder det ingenting, når Alan Averills stålsatte øjne styrer slagets gang.  

Setlisten kunne for min skyld godt være længere, og selvom 80 minutter burde tilfredsstille de fleste, savner jeg "Traitors Gate" og "Gallows Hymn", men vil omvendt ikke bytte med nogle af albummets eksisterende numre. Højdepunkter er der mange af. Men “Where Greater Men Has Fallen” og "Empire Falls" hænger nu ubønhørligt fast i langtidshukommelsen, og der skal sygdom til, for at fjerne dem igen fra pandebrasken.

Ingen grav er dyb nok
Albummet giver mig troen tilbage på, at livealbums stadig har en berettigelse og hvis du mangler en intro til Primordial, er dette et rigtig godt sted at starte. En slags "Best of…” + tonsvis af liveenergi. Primordials berettigelse er selvsagt ikke til diskussion, og der er findes ingen grav, der er dyb nok til at begrave disse hedenske irere.  

Tracklist

  1. Gods to the Godless
  2. Babels Tower
  3. Where Greater Men Have Fallen
  4. No Grave Deep Enough
  5. As Rome Burns
  6. The Alchemists Head
  7. Bloodied Yet Unbowed
  8. The Coffin Ships
  9. Heathen Tribes
  10. Wield Lightning to Split the Sun
  11. Empire Falls