Den støvede grusvej
Primordial er nogle gamle drenge efterhånden. Siden 1991 har de irske metallere udgivet album efter album, og som årene er gået, er stilen da også blevet mere blød og melodisk, og kanterne fra det band, der begyndte som et Venom- og Bathory-coverband, er slebet godt ned.
How it Ends er bandets tiende album og det første siden Exile Amongst the Ruins fra 2018 – et album, vi ikke var sønderligt begejstrede for. For som årene er gået, har Primordial udviklet sig fra et førstebølgeblack-influeret folk-band til et pseudo-doomband med virkelig god tid. Derfor er det oplagt at frygte, at How it Ends fortsætter ned ad nøjagtig samme støvede grusvej som sin forgænger, med lad os nu ikke skue hunden på hårene.
Gode ideer og dårlige ideer
How it Ends lægger godt ud med nummeret af samme navn, hvor Nemtheanga virkeligt får lov til at bruge sin fremragende vokal til dens fulde potentiale. Uanset hvad man så kan mene om, hvad Primordial har udviklet sig til, så har han nu stadig en storslået vokal. Det instrumentelle er, samlet set, også ganske glimrende; især kommer strengeinstrumenterne til sin fulde ret. Men der går ikke længe, før man opdager, at bandet netop, desværre, har valgt at fortsætte med at spille morfar-doom. For selvom ”How it Ends” er et godkendt nummer, så er det mindst fire minutter for langt – hvilket i øvrigt også gælder alle andre numre på pladen. Nok starter de fleste af albummets ti numre med et bundsolidt riff, men selv det bedste riff i verden bliver enerverende, når man har hørt det gentaget om og om igen i næsten to minutter – hvilket desværre sker igen og igen på How it Ends.
Albummets højdepunkt og samtidig det nummer, der absolut minder mest om det gamle Primordial, er ”We Shall Not Serve”. Her kan man tydeligt høre, at bandet oprindeligt legede Bathory i øveren, så selvom dette nummer også nemt kunne være tre-fire minutter kortere, er det stadig albummets klimaks – hvilket er problematisk, da det kun er det tredje nummer.
Primordials tiende album er på mange måder et ekstremt frustrerende album: For hver god ide er der en dårlig ide. For hvert godt riff er der et ligegyldigt riff. Det er et album, hvor man som lytter konstant sidder og veksler mellem at elske og hade det, man hører. Der er absolut ingen grund til, at det her album skal vare næsten 66 minutter, og ej heller er der nogen måde at retfærdiggøre, at samtlige numre er over fem minutter lange – for bandet beviser igen og igen, at de slet ikke har, hvad det kræver at lave numre, der både er lange og fængende. Der burde virkeligt have været en producer eller anden form for voksen indover for at forklare de fire irske musikanter, at ”less is more”.
En sand ørkenvandring
Jeg skal blankt indrømme, at jeg deler min kollegas pointe fra hans anmeldelse af Exile Amongst the Ruins: ”Problemet er den tålmodighed, man skal væbne sig med, hvis man vil konstatere kvaliteterne ved selvsyn”. For Primordial er ikke et dårligt band, og How it Ends er ej heller et dårligt album. Men herre jemini, hvor er det dog en ørkenvandring!
