Powerwolf spiller koncert i Sporthalle Hamburg, Hamburg .
Powerwolf - Call of the Wild

Call of the Wild

· Udkom

Type:Album
Genre:Power metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Fjollet er ikke altid skidt

Jeg faldt på Powerwolf-vognen tilbage i 2013, da Spotify blev ved med at mene, at bandets femte album – Preachers of the Night – ville være noget for mig. Jeg var ikke bekendt med bandet, men albummets cover fik mig til at tænke, at det nok var en tung og ond omgang. Det var det på ingen måde, men til trods for den totalt udeblivende brutalitet og ondskab, så var der alligevel ét eller andet ved de tyske varulve, der gjorde, at jeg ikke helt har kunnet slippe dem. Måske er det deres fjollede tekstunivers, måske er det Atillas stemme, måske er det deres glimt i øjet? Jeg ved det ikke. Men hvad jeg ved, er, at de har udgivet et nyt album – halleluja.

En Powerwolf er en Powerwolf er en Powerwolf

Powerwolf lyder som Powerwolf – på godt og ondt. At et band har en sonisk identitet er jo en god ting, men når man på forhånd ved, hvordan sangene vil lyde, hvordan soloen bliver fyret af og man kan nynne guitarens galoperende riffs, før man overhovedet har hørt dem, ja, så er den helt gal. Vi kan eventuelt kalde det for ”AC/DC-effekten”. Ironisk nok, så er det, powerbandet Powerwolf mangler, nemlig… Ja, POWER! På deres forrige album The Sacramant of Sin stod det klart, at bandet er tosset med at lave sukkersøde flødeballader, som for eksempel det helt horrible nummer ”Where the Wild Wolves Have Gone”. Og Balladewolf er altså ikke lige et pelsdyr, der falder i min smag, det bliver simpelthen for kvalmt, og bandet har ikke formået at lave en ballade, der for alvor sidder lige i våbenskabet – endnu. Heldigvis er der stadig rødder i det Powewolf, der fik mig til at smile tilbage i ’13. ”Beast of Gévaudan”, ”Call of the Wild” og ”Sermon of Swords” er klassisk Powerwolf, komplet med orgel, kor, latinsk vrøvlen og tysker-guitar. Powerwolf er bedst, når de erkender, at de er mestre af kitsch – for det er de, så de skal bare omfavne det, mens de råber ”pik og halleluja”.  Tag nu ”Undress to Confess”, som måske ikke er verdens bedste nummer, så er det et prima eksempel på det førnævnte glimt i øjet. Tag nu denne lyriske perle: ”From the Lord she will get her kicks, dressed to hide the dark, and obsessed to ride him hard on the crucifix”. Det er dumt og lummert, præcis som Powerwolf skal være. Man kan ikke bygge en hel identitet op omkring liderlige vampyrer og varulve i klostre og så forvente at blive taget seriøst.

Når det så er sagt, så virker deres musikalske ambitioner ikke specielt seriøse længere. Call of the Wild er nok det mest nedtonede Powerwolf-album til dato – og ikke kun i forhold til PG-18-lyrikken. De armbevægelser, der før var store og flagrende, er nu skleroseramte. Der mangler prompt, pragt og den typiske fanden-i-voldskhed, som før har været at finde blandt de kutteklædte tyskere. Hvor fanden er det her albums ”Amen & Attack”, ”Murder at Midnight” eller ”Raise Your Fist, Evangelist”? Og hvis elendige ide var det, at der skulle være sækkepiber med på albummet?! Selvom det selvfølgelig er bedre end at stjæle fra Metallica

Tandløs køter

Call of Wild er en misvisende titel. Call of the Weak eller Call of the Restrained havde været mere passende, for Powerwolfs ottende udspil er absolut det tyndeste og svageste i bandets karriere. Denne ulv har hverken tænder eller kløer, men er klar til at blive nedlagt af en landmand i en forbipasserende traktor. Jeg ville virkelig ønske, jeg kunne lide det her album, for jeg kan godt lide Powerwolf, men ak … Jeg tror bare, jeg sætter Preachers of the Night eller Blessed & Possessed på i stedet. Det er værd at påpege, at hvis man finder deluxeudgaven af albummet, så opdager man, at bandet har brugt en hel del tid på at finde venner til at genindspille deres tidligere hits. Venner som Matt Heafy, Johan Hegg, Christopher Bowes og Alissa White-Gluz. Måske der skulle have være mindre fokus på det projekt og så mere på det primære album.

Tracklist

  1. Faster than the Flame
  2. Beast of Gévaudan
  3. Dancing with the Dead
  4. Varcolac
  5. Alive or Undead
  6. Blood for Blood (Faoladh)
  7. Glaubenskraft
  8. Call of the Wild
  9. Sermon of Swords
  10. Undress to Confess
  11. Reverent of Rats

Tilføj kommentar