Running Wild - Crossing the Blades

Crossing the Blades

· Udkom

Type:Album
Genre:Power metal
Spilletid:16:17
Antal numre:4

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Nyt fra piraternes verden

Running Wild er i bredere kredse nok mest kendt for at have opfundet en af de mere bizarre sub-genrer i metallens mange-facetterede verden: nemlig piratmetal. Om det er noget at være stolt af, er jo en smagssag, men siden bandets tredje album Under Jolly Roger fra 1987, har tematikken altså kredset omkring især pirater. Musikalsk har bandet heller aldrig forladt 80’erne, og det velkendte germanske mix af speed og powermetal har været deres varemærke siden starten. Nu udsender de tyske piratelskere så en EP med tre nye sange og et enkelt covernummer.

Kiss må tage ansvaret

Første nummer ”Crossing The Blades” er 100% powermetal og lavet til dem, der elsker at skråle med på heroiske omkvæd om helte, ære, krig og alle de andre ”en for alle, alle for en”-klicheer. Melodierne i ”Blades” er fine, tempoet er højt, det hele leveres dygtigt og professionelt, og dette nummer skal derfor nok tilfredsstille de fleste Running Wild-fans. ”Stargazed” har riffs, dobbeltguitar og omkvæd, der leder tankerne hen på tidlig Accept, men imponerer ellers ikke. På ”Ride On The Wild Side” forlader Running Wild pludselig Germanien, og kaster sig i stedet over rendyrket angelsaksisk hardrock, og selvom trommespillet er ret mekanisk, og klicheerne stadig står i kø, er det sgu svært ikke at lade sig rive med af det lettere debile omkvæd. Dumt og medrivende på samme tid, men det fungerer faktisk OK. Udover de tre nye numre byder EP’en på et cover af Kiss-klassikeren ”Strutter”, for Running Wild er, som horder af andre metalkunstnere, stærkt inspireret af de amerikanske legender. Desværre tilfører denne udgave intet nyt til originalen, og med den mekaniske ”boom-bash-boom-bash”-trommestil mangler den endda fuldstændigt det swing, der er i originalen.

Lad bare sølvseglene blive i skatkisten

Det kan godt være, Running Wild har haft flere medlemmer, end der er skattekort i Caribien, men deres eneste tilbageværende medlem fra starten i de tidlige 1980’ere, sanger og guitarist Rock ’n’ Rolf Kasparek, har altid været garant for vellavet, men også temmelig generisk heavy metal. Selvom de kommer rundt i lidt forskellige stilarter, gør det generiske sig også gældende på denne lille EP, der nok mest er sendt på gaden for at holde grog-gryden i kog, indtil Running Wild angiveligt skulle være klar med et nyt album midt i 2020. Selv for trofaste piratfans sker der nok ikke det store ved at udskyde brug af de hårdt tilkæmpede dukater, sølvsegl og galleoner, til det nye album kommer på gaden.

Tracklist

  1. Crossing the Blades
  2. Stargazed
  3. Strutter
  4. Ride on the Wild Side