Power Paladin - Beyond the Reach of Enchantment

Beyond the Reach of Enchantment

· Udkommer

Type:Album
Genre:Power metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

We come from the land of the ice and snow

Smukke, herlige Island. Sikke vi har været heldige med, at du har villet dele din kulturelle kapacitet. Bands som AUÐN, Sólstafir og Wacken Metal Battle: Iceland-vinderne Múr er blot et sparsomt udpluk af den enorme myriade, som Islands metalbands udgør. Endnu et af disse er Power Paladin, som på debutskiven scorede topkarakter her på redaktionen. Det er aldrig nemt at følge op på sådan en succes, men ikke desto mindre forsøger de med Beyond the Reach of Enchantment.

What about second breakfast?

Lige fra pladens begyndelse med ”Sword Vigor” til pladens sidste nummer, ”Valediction”, kan man lynhurtigt mærke, at der er sket et skift for Power Paladin. Der er, desværre, blevet meget mere fokus på hurtige triolriffs, blæsende stortrommer og et generelt mere aggressivt og hårdt udtryk i musikken. Bevares, både Atli Guðlaugsson og Bjarni Egill Ögmundsson holder lyden pæn og melodisk stadigvæk på henholdsvis vokal og keyboard, men i modsætning til With the Magic of Windfyre Steel, så er det overordnede lydbillede mere i retning af traditionel speed power metal end den mere rene power metal. Vi vender stadig tilbage til den klassiske Power Paladin-stil på numre som eksempelvis ”The Royal Road”. Og her er det især, at Power Paladins absolut stærkeste kort kommer til sin ret, nemlig vokalist Atli Guðlaugsson. Han er, helt uden sidestykke, den dygtigste og bedste vokalist i power metal indenfor de sidste ti år. Hans vokal er som Bruce Dickinson i sine absolutte velmagtsdage, og hvert sekund er en fryd at lytte til. Tilbage til ”Royal Road”. Jeg kan ikke understrege nok, hvor meget dette nummer er klassisk Power Paladin: fokus på melodi og fede hooks, og på sangens melodi frem for tempo. Det står for denne anmelder som albummets stærkeste nummer.

Det er svært med toeren

At de ville kunne følge op på det mesterværk, som With The Magic of Windfyre Steel er, havde jeg ikke forventninger til, men jeg havde dog et håb om, at stilen ville fortsætte derfra. Desværre skulle dette ikke være tilfældet. Det er dog vigtigt for mig at understrege, at det her er en virkelig god plade! Det er power metal i verdensklasse, og er man fan af genren, så skylder man sig selv (og andre) at give dette et lyt. For Power Paladin er dette blot et bump i vejen, men de står stadig for denne anmelder som lysende håb for genrens liv fremover. Mit tårnhøje håb er stadig, at de vender tilbage til den originale stil, og jeg ser frem til at lytte til dette album mange gange, og alt hvad der måtte komme fremover. Men lige nu er deres største hæmsko dem selv, fordi de kom så voldsomt stærkt fra start, men hvis der er noget, som alle rollespillere og fantasy-entusiaster ved, så er det, at det i hvert fald for det meste ender godt til sidst.

Tracklist

  1. Sword Vigor
  2. Glade Lords of Athel Loren
  3. The Royal Road
  4. The Arcane Tower
  5. Aegis of Eternity
  6. Camelot Rock City
  7. Keeper of the Crimson Dungeon
  8. Valediction