En lose/lose for Indre Mission

Tænker man på pest generelt, eller den som spredte sig i Europa i 1300-tallet, så er det oftest en overflod af rædsel, depression og noget, som går rigtig godt sammen med sort. Men hvad nu hvis pesten skulle kædes sammen med en anden farve. Eksempelvis pink. Så skulle vi nok have gang i endeløse affyringer af konfettikanoner, 16 tons glimmer, 86 diskokugler og nok laserlys til at gøre epilepsi til en folkesygdom, og så selvfølgelig alkohol. Faktisk alt alkoholen. Om det er denne brainstorm, duoen Pink Plague gav sig kast med for at finde et navn, vides ikke, men 5. september lander debut-ep'en Fluff.

Skulle være blevet på teenageværelset

At Pink Plague spiller en blanding af metalcore, EDM og pop, kommer derfor ikke rigtig som en overraskelse. Ifølge bandet selv så lyder de lidt hen ad Electric Callboy, og så alligevel ikke helt.

Netop “og så ikke helt”-delen er værd at hæfte sig ved. For nok åbner “Party in My Head” i typisk Electric Callboy EDM-stil, men i det øjeblik, verset starter, bliver man øjeblikkeligt transporteret til en østeuropæisk karaokebar, hvor den mest tarvelige 90’er green screen får dig til at flyve gennem skyerne. Tilføj derefter Raunchy metalcore fra cirka 2010 købt på Temu, og så ved du efterhånden, hvordan de næste små 20 minutter foregår. 

Dette lyder umiddelbart som en oplevelse forbeholdt indsatte i Stalins Gulags, men hvad der for det meste redder Pink Plague fra en méngrad af de helt store er, at metalcore fra 2010 er en utrolig lettilgængelig og taknemmelig størrelse. Faktisk så taknemmelig at du bare kan lade en knurrende synth tage styringen og vupti, så lyder omkvædet i coveret af Ke$has “Tik Tok” som trukket ud af Punk Goes Pop Volume Two. Hvilket vinder lidt point på metallens absolut laveste fællesnævner – nostalgi.

Hvad der til gengæld ikke vinder point på noget som helst er, ja, alt andet. For der er en meget simpel grund til, at det kun er værd at fremhæve coveret og ikke nogle af de fire originale numre. Den kreative brønd er så tom, at du kan høre en knappenål ramme bunden. “Should Have Gone Home“ og “Fart Smella” lyder som et udkørt Electric Callboy med tyvendedagstømmermænd og et livstræt, aldrende Raunchy, som kigger opgivende på hinanden efter de er trådt ind til deres fælles bekendtes 10-årige datters sodavandsdiskotek. At vokalsiden af ep'en, samtidig er så rædselsfuld, at jeg ikke engang ville byde Openhell-publikummet det, gør ikke sagen bedre. Jannie “Jane Insane” Madsens rene vokal på verset af “Party in My Head” og “Tik Tok” har lige akkurat nok toner til en gang karaoke på en thailandsk bar, og Lars “Harsh” Leragers råb og brøl på især “Should Have Gone Home” lyder til, at det er ham, som vægter tungest på føromtalte méngrad. I omkvædene er vokalerne dog lige akkurat acceptable, da de druknes i enten autotune eller instrumentering. 

I det mindste har de det sjovt

Mest af alt lyder Pink Plague som et par teenagere, der fjoller rundt på deres værelse og udelukkende skriver musik “for the lulz”, hvilket Fluff meget godt beviser, at der sjældent kommer noget kvalitativt ud af. Jeg er dog ikke i tvivl om, at både Jannie og Lars har haft det uhyre morsomt, da de skrev ep'en. Både over de mildest talt fjollede numre og over mængden af selvhøjtidelige tilbedere af skabelonskåret jydedød, som føler, at Pink Plague ikke tager metallen seriøst nok. Så vil jeg nogensinde lytte til Pink Plague igen? Nej. Vil jeg til enhver tid nære en smule respekt for bands, som peger fingre af den konservative danske metalscene? Ja, især når de gør det uden forklædning.