Et stykke fred
Peace of Mind er ikke et godt bandnavn indenfor metallens verden. Enhver metalfan vil da, pr. automatik, komme til at tænke på Iron Maidens legendariske skive fra 1983 – trods peace/piece-forskellen. Det svarer nærmest til at lave et band og så kalde det Masters of Puppets eller Holy Divers. Men så snart man sætter Blood is the Price på anlægget, opdager man utroligt hurtigt, at der er meget langt mellem Iron Maiden og Peace of Mind. Men det er måske ikke så skidt, når nu den gamle jernjomfru ikke har præsteret et godt album siden 1980’erne … Eller er det?
Slayercore
Blood is the Price kan bedst beskrives som ‘slayercore’, i og med det lyder fuldstændigt som, hvis man tog nogle tilfældige udpluk fra de sidste bidrag til Slayers diskografi som God Hates Us All eller Christ Illusion og så blandede det med Converge-influeret hardcore. Associationen skyldes især, at vokalisten virkeligt lyder, som Araya gjorde tilbage i 00’erne – det er næsten 1:1. De generelle rytmer er heller ikke langt fra noget, King og Hanneman kunne have skrevet, om end der er skruet ned for både guitarstrenge og tempo. Titelsangen er et fremragende eksempel på, hvor slayercore Peace of Mind er.
Blood is the Price er ikke just verdens mest originale – eller spændende – udgivelse. Ved første gennemlytning har den en vis charme; det er dog en charme, der forsvinder hurtigere end morgenduggen – og i dens sted indtræffer en helt ekstrem monotoni.
Samtlige numre følger samme rytme, struktur og tempo, og havde det ikke været for vokalen, så havde jeg næppe kunnet skelne mellem Peace of Mind og de fleste andre hardcorebands.
Sammenligner man Blood is the Price med bandets tidligere værker, eksempelvis Life Long Tragedy fra 2023, så er det tydeligt, at Peace of Mind kun kan lyde på én måde. Det er dog langt fra den værste hardcore, jeg nogensinde har hørt, og det skyldes uden tvivl, at bandet netop låner så hidsigt, som de gør, fra de klassiske thrashbands og især Slayer. Kvartetten spiller ganske udmærket, og pladen er ligeså mixet og produceret rigtig godt. Lyden er tilpas rå til, at man fornemmer, at de nok er nogle farlige fyre – men ikke så farlige, at man skal være iført kevlarvest og beskyttelsesbriller til koncerterne.
Men derfor bliver det nu stadig enormt kedeligt at høre de samme gadagung-gadagung-riffs om og om igen, alt imens man konstant bliver kaldt ‘motherfucker’, som var det Samuel L. Jackson, der stod bag lyrikken.
En fødselsdag uden gaver
Peace of Mind kan i år fejre sin første runde fødselsdag – så tillykke med det! Desværre er der ikke meget at råbe hurra for på Blood is the Price. De gør dét, de altid har gjort – og desværre gør de det præcis lige så godt, som de altid har gjort det, hvilket ikke er ret godt.
Ej heller er det dog en total katastrofe, så de formår da, lige akkurat, at komme ind over målstregen, men det er ikke kønt, og det er med hovedet direkte ned i gruset.