Forventningens glæde er dog den største

Jeg kan rigtigt godt lide canadiske Panzerfaust, den dystre kvintet har en hel unik måde at kombinere atmosfærisk black metal med groovy, progressiv dødsmetal samt et interessant tekstunivers, ofte bundet op på diverse litterære værker og filosofiske afhandlinger. Bandets forrige udgivelse, The Suns of Perdition – Chapter II – Render Unto Eden var et af mine musikalske højdepunkter fra 2020, og da bandet tidligere i år annoncerede, at kapitel tre ville ramme os i år, blev jeg da også utroligt spændt. Da bandet så udgav den første single, ”Tabula Rasa”, kunne jeg godt mærke, at mine forventninger måske var blevet skruet for højt op, og da næstesinglen, ”The Far Bank of the River Styx”, udkom, blev jeg endnu mere nervøs. Nu har jeg så hørt hele albummet og må derfor – smerteligt – erkende, at Panzerfaust og jeg lige skulle have mødtes omkring et bord og haft en forventningsafstemning, for novra, hvor er vi dog langt fra hinanden!

Panzerfuser

Lad os starte med de positive sider, da de hurtigt er overstået: albummet lyder helt fantastisk. Lyden er helt fantastisk produceret og mixet ligeså – det her er nok den udgivelse, hvor Panzerfaust lyder bedst. Ligeledes har jeg ikke nok rosende gloser for, hvor vild trommeslager Alexander Kartashov er – han er uden tvivl den vildeste trommeslager i metallen p.t. I kan godt beholde både Mario Duplantier, Frost, Dave Lombardo og alle de andre, de når simpelthen ikke Alex til sokkeholderne. Hans fills, groove og måde at fylde – uden at fylde – er helt eminente.

Nu, hvor rosen er overstået, skal vi så til risen, som dækker over alt andet end trommerne og produktionen. Chapter III er, indtil videre, Panzerfausts længste udgivelse, dog kun med lidt over fire minutter – men det føles som et værk, der varer flere timer, og ikke på den gode måde. Af uransagelige årsager har gruppen ment, at det ville være en herregod ide, hvis fire ud af ni numre var instrumentelle intermezzoer, hvoraf tre af disse så ikke engang varer to minutter, hvilket kun gør dette valg endnu mere meningsløst. Det betyder dog, at næsten en fjerdedel af albummet består af lyserød støj, som ingen rolle spiller overhovedet. Der er ingen sammenhæng, hverken musikalsk eller tematisk – det er der bare for at fylde.

Og netop det med at fylde virker til at være det overordnede tema for Chapter III, for selvom numrene generelt er kortere end dem på de forrige udgivelser, så føles de længere, hvilket skyldes, at bandet bruger så utrolig lang tid på at bygge op til et klimaks, der aldrig kommer. Tag ”The Far Bank of the River Styx”, som isoleret set ikke er et dårligt nummer, bare to minutter for langt. Samme gælder ”Bonfire of the Insanities”, der bruger næsten fire minutter på at komme i gang, hvilket er meget for et nummer, der varer lidt over syv minutter.

Generelt føles hele Chapter III som ét langt forspil, blottet for forløsning. Man sidder hele tiden og venter på et klimaks, men det kommer aldrig. I stedet skal vi trækkes rundt i manegen med den ene endeløse, pseudo-proggede rytme efter den anden. At et band, der hedder Panzerfaust, kan lave noget så tamt, er lige så tragikomisk, som at et band, der spiller dansabel fløde-pop-rock, hedder The Killers.

Hverken brutal eller intelligent

Da jeg tilbage i 2020 anmeldte The Suns of Perdition - Chapter II: Render Unto Eden, sluttede jeg med disse ord: ”Chapter I fangede mig med sin bramfri og altødelæggende lyd, Chapter II fangede mig med sin intelligente og filosofiske lyriske tilgang. Derfor er jeg nu virkeligt spændt på at høre, hvad Chapter III så vil fange mig med. Det bedste ville klart være en kombination, for indtil videre har Panzerfaust bevist, at de mestrer både det brutale og det intelligente, men for at de skal ramme plet, bør de forsøge at kombinere de to – så tænker jeg, at stor kunst vil blive skabt!”. Nu har jeg så hørt Chapter III, og må – desværre – konkludere, at dette ikke er stor kunst, men derimod black metallens var på Godfather III: en udgivelse, der står glemt og alene i skyggen, mens hele verden hylder de to forgængere. Jeg ved derfor ikke helt, om jeg tør være spændt på Chapter IV – bevares, jeg har ikke afskrevet Panzerfaust, for de er et band i særklasse – problemet er bare, at Chapter III ikke er en udgivelse i særklasse.