De sidste mange år har Ozzy Osbourne i bredere ligusterhæk kredse, desværre været iscenesat som lallende klovn i den dybest set intetsigende "The Osbournes" føljeton, hvoraf jeg kun gad følge med i de første par afsnit. Sørgeligt, pinligt og påtaget åndssvagt er de ord som maser sig allermest på deromkring, selvom jeg dog må erkende at jeg har moret mig over visse episoder. Helt så slemt står det ej til, når dommen falder over det længe ventede album "Black Rain", som er det første studie album siden "Down To Earth" fra 2001. Nogen ny "No More Tears" er der dog langt fra tale om, men med lige præcis dét album, snakker vi på mange måder også om det måske mest helstøbte Ozzy album nogensinde. Mindre burde derfor gøre det (eller i hvert fald accepteres), hvilket også var tilfældet med især "Down To Earth", som i mine øjne fik lige lovlig mange slag med på vejen af rigtig mange. Ozzy synes nemlig at holde en fortsat overraskende god form, og hans særegne vokal er der ingen der kan tage fra ham. Om det så skyldes trylleri i studiet vides ikke, men jeg kan bestemt lide det der kommer ud af højtalerne. Selve lyden er nemlig ret massiv og saftig, og vækker på den måde minder om "Ozzmosis" fra 1995. Kompositorisk er der dog tale om en smule dødevande, hvor enten gamle idéer genbruges eller visse numre slet og ret ikke formår at træde nok i karakter. Det til trods synes jeg alligevel "Black Rain" svinger ret fedt, og indeholder nogle udmærket sange såsom "The Almighty Dollar", "Not Going Away", og titelnummeret. Siden "No Rest For The Wicked" fra 1988, har super guitaristen Zakk Wylde (Black Label Society) været Ozzy’s tro følgesvend, og atter er der selvfølgelig masser af de velkendte overtoner, om end at selve sololiret herpå er en smule nedtonet. Hvad angår de to ballader "Here For You" og "Lay Your World On Me" (som ellers i øvrigt starter rigtig flot ud), besidder de langt fra samme memorable klasse og gennemslagskraft som eksempelvis "Mama, I’m Coming Home" – men spørgsmålet er jo så vidt om Ozzy nogensinde har formået at smede en sådan klassiker, siden netop dén? Mit svar er nej, og jeg forventer ej det ske nogensinde. I blandt andet den erkendelse, kan jeg derfor nyde "Black Rain" som det den er, og fakta er at albummet er fuldt ud acceptabelt og til tider svinger ret så fedt. Så klart ingen milepæl indenfor hardrock/heavy metal, men betragter du dig selv som Ozzy fan ser jeg absolut ingen grund til at undgå hverken denne, eller for den sags skyld nogen af hans andre solo skiver, da de alle fortjener nogle solide lyt.