Marionetdukken John Michael Osbourne
Ozzy Osbourne – The Prince of Darkness himself, no introduction necessary og alt det der – har netop sendt et nyt soloalbum, Ordinary Man, på gaden, det første siden Scream fra 2010. Hører du til dem, der tænker, om staklen ikke snart kan få fred og nyde et velfortjent otium, så kan du altså godt glemme alt om det, for Sharon er ikke færdig med ham endnu. Det er svært at tro andet end, at Ozzy mere end nogensinde er Mrs. Osbournes marionetdukke, og at hun står bag, at han endnu en gang skal trækkes rundt i manegen. På den anden side kan man indvende, at hvad skulle han overhovedet få tiden til at gå med som pensionist? Det er i hvert fald svært at forestille sig, Ozzy Osbourne spille golf, skrive bøger eller stå og dele suppe ud på et herberg i Birmingham. Så alternativet er selvfølgelig at indspille albums og tage på turne, og næste trin i den cyklus er altså Ordinary Man.
Ingen almindelig mand
Ordinary Man er selvfølgelig en sær titel, for er der noget, Ozzy ikke er, så er det jo almindelig. Bag sig på det nye album har han da også et usædvanligt all-star band med blandt andre Duff McKagan, Chad Smith og ikke mindst gæsteoptrædener fra Slash, Tom Morello, selveste Sir Elton John og rapperen Post Malone. Albummet åbner med “Straight to Hell”, der blev udsendt som single sidste år. Det er en herlig rocker med Ozzys karakteristiske og klassiske ”All right now”-råb i starten og et lækkert, up-tempo Tony Iommi-riff. Men, men, men… Korsang og nok så mange autotune-effekter på vokalen kan ikke skjule, at det seriøst lyder, som om gebisset sidder løst på Black Sabbath-legenden. Har man først fået den tanke, er den desværre umulig at ryste af sig igen, når man lytter til albummet.
Den stille intro på næste sang, ”All My Life”, bekræfter desværre kun gebis-teorien. Hvad fanden sker der? Har folkene i studiet glemt at klikke ”anti-gebis-fluebenet” af i deres autotune settings? ”All My Life” har ellers endnu et klassisk, tungt riff, en fin melodi og en godkendt om end noget kliche-præget solo. Den solo står Andrew Watt for, og han spiller ikke bare guitar på det meste af albummet, men er også både producer og den primære sangskriver. Watt er dermed, ud over Ozzy selv naturligvis, den primært ansvarlige for resultatet af dette album, som trods en godkendt start på de første par numre hurtigt viser sig at være temmelig problematisk.
”Ordinary Man” er en duet med Elton John og virker som et kalkuleret forsøg på at skabe opmærksomhed med lidt ekstra star quality. Det var sjovere, da Elton legede klaverbokser på Saxons ”Party Til You Puke”, men det er selvfølgelig en anden historie. ”Ordinary Man” er en 100% klichefyldt ballade, der virker som noget, der er flikket hurtigt sammen i et hit-laboratorie, og man aner igen Sharon sidde klar ved kasseapparatet. Det hele rundes af med en dårlig kopi af en Slash-solo. Eller det var i hvert fald, hvad jeg troede, indtil jeg fandt ud af, at det rent faktisk ER Slash, der spiller lortet! ”Ordinary Man” skal nok få gang i lightere og smartphone-blitz i massevis i arenaer i USA – hvis Ozzy ellers nogensinde bliver frisk nok til at turnere igen – men det er så generisk og kunstigt, at man får opkastfornemmelser.
En af de andre singler, ”Under The Graveyard”, viser, at det trods alt er professionelle, der står bag dette album. Men selvom omkvædet er både tungt og medrivende, lyder det så kunstigt og digitalt, at man aldrig bliver revet med for alvor. Og det er desværre tilfældet for hele albummet. Produktionen er så langt fra et analogt studie, som man overhovedet kan komme, med den ene mere kunstige effekt efter den anden lagt henover både Ozzys vokal og alle instrumenter – især guitaren. Ordinary Man fremstår dermed som et krampagtigt forsøg på at være moderne, og det kan selv ikke en fremragende rytmesektion med Chad Smith og Duff McKagan ændre på. Andrew Watt kan beskrives som en ”cross-over”-musiker og producer, der godt nok har rødder i rockmusikken, men som også står bag en lang række rap- og hiphop-udgivelser blandt andet Cardi B’s grammyvindende album fra 2019, Invasion of Privacy. Cross-over er der principielt ikke noget galt med, og der er da også masser af eksempler på, at det kan lykkes. På dette album virker alle de kunstige effekter bare forceret og rent ud sagt pisseirriterende. Værst er det nok på ”Scary Little Green Men”, hvor ikke engang en af mine helte, Tom Morello, kan gøre noget som helst for at få det til at fremstå relevant eller interessant. ”It’s a Raid” med rapperen Post Malone springer vi bare helt over, ligesom Ozzy, Malone og Watt selv skulle have gjort, da de samarbejdede på Post Malones pophit ”Take What You Want” fra sidste år.
Giv dog manden fred
Den netop aflyste No More Tours 2, der skulle have fragtet Ozzy en (måske) sidste tur rundt i Nordamerika, forstærker indtrykket af, at det for længst er slut for Ozzy. Ordinary Man gør intet for at ændre på det faktum. Tværtimod er det ufatteligt, at så rutinerede kræfter kan samles om at lave sådan et makværk. Giv dog manden – og os andre – fred. Sørgeligt, hvis dette skal være Ozzys svanesang.
