Fra bandbus til barberstol tur/retur
Der var en tid, hvor Ricky Hoover var helt færdig med metal. Mikrofonen blev slukket og lagt på hylden. Bandbussen byttet ud med barberstolen. Og som årene gik, syntes bruddet med Suffokate i 2012 blot at udgøre et fjernt minde. Lige indtil pandemien, personlige sammenbrud og smuldrende relationer trak ham tilbage mod det eneste sted, der kunne rumme hans vrede, tvivl og sorg. Resultatet? Ov Sulfur – en gruppe født af stilstand og et genopstået behov for at ventilere de indestængte frustrationer. Debuten The Burden Ov Faith markerede hurtigt bandet som langt mere end pandemisk beskæftigelsesterapi, cementeret af prominente gæster som Howard Jones og Alex Terrible. Men det var Hoovers vokale ekstremiteter og antireligiøse livsanskuelse, der gav albummet identitet. Med Endless tager Ov Sulfur skridtet videre. Her handler det ikke længere blot om et monotematisk oprør mod Gud, men om at navigere i det tomrum, der opstår, når tro, håb og meningen med selve livet langsomt eroderer.
Kulsorte klangflader
’Blegh … breeee!’ … og så lige et tonstungt breakdown at åbne ballet på. Næh, slægtskabet med navne som Lorna Shore, Carnifex og Mental Cruelty fornægter sig sandelig ikke. Alligevel reduceres albummet aldrig til et rendyrket ekko – heldigvis! Tværtimod udvides paletten markant, og “Seed” rammer sidenhen et fascinerende krydsfelt, hvor blackened death af Behemothsk observans møder Cradle of Filths gotiske horroræstetik. Refrænet bærer samtidig spor af tidlig metalcore-melodik, hvilket giver nummeret en overraskende tilgængelighed midt i det ellers så nådesløse udtryk. Mindre vellykket fremstår “Forlorn” med sit eksorbitante brug af breakdowns, der alle dage har været en af ’corens’ kardinaldyder uanset subgenre.
Når Ov Sulfur i stedet bedriver de ’blackede’ arrangementer, rammer de langt mere overbevisende. “Vast Eternal” udgør således et af albummets klare højdepunkter, hvor blastbeats, tremolo picking og bistre brøl mødes i vanhellig harmoni, fuldstændig blottet for melodiske hensyn. Kontrasten kunne dermed næppe være større på “Wither”, hvor de rene vokalpassager får plads til at ånde, alt imens Ricky Hoover og guitarist Chase Wilson kollektivt bearbejder det personlige tab af deres respektive bedsteforældre. Man skal med andre ord være mere end almindeligt kold i rumpen for ikke at blive bare marginalt berørt af nummerets blottede sårbarhed. Denne sårbarhed udfoldes om muligt endnu tydeligere på “Evermore”, der understøtter tesen om Endless som en slags uforbeholden kærlighedserklæring til de fans, der har hængt ved siden den spæde start. Her møder man et noget mere følsomt og nuanceret Ov Sulfur, uden at intensiteten går tabt.
Albummets B-side stadfæster både styrker og begrænsninger. Gæsteoptrædenerne på “Dread”, “Bleak” og “A World Away” bidrager med ekstra vokal brutalitet, hvorfor det er forekommer lettere paradoksalt, at fraværet af tidligere profilerede gæster faktisk skærper fokus på bandets egen signatur. De symfoniske elementer, særligt på “Dread”, klæder udtrykket og tilfører den gotiske tyngde, nærværende anmelder aldrig får nok af. Omvendt melder sig indimellem en fornemmelse af klaustrofobi, hvor de tætpakkede kompositioner truer med at kvæle deres egen slagkraft. “Endless//Loveless” lukker dog solidt med sit akustiske balladeformat. Bevares, det er på ingen måde banebrydende, men Hoovers vokale spændvidde fortjener ikke desto mindre anerkendelse for sit refleksive laksegl på albummet.
Raffineret raseri
Ov Sulfur har med Endless samlet seks års erfaring og skabt en ambitiøs atmosfære, hvor brutale breakdowns, sorte symfonier og gotisk æstetik balanceres med knivskarp præcision. Hoover og Wilsons vokale samspil illustrerer samtidig både ekstreme og sårbare facetter, hvilket giver albummet en følelsesmæssig resonans sjældent hørt inden for deathcore. Gæsteoptrædener og bandets egne arrangementer folder sig ofte overbevisende ud, mens de mere tætkomprimerende numre afslører plads til forbedring. Samlet set står Endless som en helstøbt, konsekvent og kompromisløs opfølger med langt mere til anerkendelse end til anmærkning.