Dark rock med få lyspunkter

Jeg er en glad lille cowboy …

Vi kender allesammen de plader, der kræver noget ekstra. Dem, der helt underspillet og med umiddelbar ydmyghed, komplet fravær af bombastiske virkemidler og måske endda også svær tilgængelighed for lytteren alligevel tryllebinder os og tager os med på en formidabel sonisk rejse. Plader, hvor enkelte numre ikke har den store effekt, men det er den samlede helhed af albummet, der gør oplevelsen magisk. Disse kan kræve store mængder tid at blive klog på og nyde i fulde drag, men investeringen er som regel det hele værd i sidste ende.

Og så er der de plader, der forsøger at leve op til ovenstående og være noget helt særligt, men desværre aldrig kommer i mål trods gode intentioner. Det er sådan en plade, vi skal se på her.

Så går jeg til ro ved bålet …

Den svenske trio The Other Sun er en ny spiller på den store scene. Stilen er ‘dark rock’ – en slags okkult surfrock tilsat western og 70’er-rock, der har mange ligheder med Nick Cave og især Me and That Man. Lyder det fedt? Jamen, det er det egentlig også langt hen ad vejen. Albumåbneren “Shaking Ground” er en aldeles mørk sag med en knap så beskeden spilletid på næsten otte minutter. Hvis Quentin Tarantino lavede en mørk og dyster krimifilm, kunne denne skæring sagtens finde vej til soundtracket. Det er grumt og smukt på én og samme tid. Men hvorfor så langt? Jeg tog mig selv i at springe lidt i nummeret ved første gennemlytning, simpelthen fordi der måtte komme noget mere. Noget udvikling af en slags? Nej, ingenting. Nuvel, “Black as Gold” er ligeledes en fænomenal hyldest til de mørkeste afkroge af alt, hvad Johnny Cash har bedrevet, og den slæbende tunge “Pan” sætter på mesterlig vis en stemning, der næsten giver sin lytter lyst til at rejse mod solnedgangen og slå sig ned som deprimeret og ensom cowboy. Fantastisk nummer!

På den otte numre lange Daimon, Devil, Dawn er der dog kun de tre numre, som rigtig holder. Bevares, bandets bundniveau er hæderligt, men for pokker, hvor er resten af pladen ensformig og uden ret meget udvikling. “Conjuring Other” er noget decideret rod og drønhamrende kedeligt, mens afslutteren, “A New Dawn”, trods tiltrængt variation i form af guitarsolo og et længe ventet højdynamisk tempo kommer alt for sent til festen og lugter langt væk af fyld. Og er det meningen, at dette nummers mærkværdige speak hen over musikken skal lyde som Arnold Schwarzenegger? Jeg tror det næppe. Men kombinationen af cowboy og Commando er i alle fald sær.

Men den er ikke farlig …

På rigtig mange måder er jeg ret vild med The Other Sun. Deres udtryk, lyd og stil er overordnet set superfed, og som en der er vokset op med blues og klassisk rock, kan man kun omfavne deres dragende lydbilleder og smukke stemninger. Men desværre er det nærliggende at postulere, at de ikke kan finde ud af at lave en plade. Numrene er for få og for lange, og der mangler ganske enkelt noget mere variation. Den tilsigtede storladne helhedsoplevelse falder fra hinanden på et tidligt tidspunkt, og man begynder at kede sig, inden man er halvvejs gennem albummet. Men det skal ikke stoppe mig fra at smide to-tre af pladens bedste numre ind på min nyoprettede ‘dark rock’-playliste.