Mere post end punk

Offernat ofrer sig på bandets debutalbum, All Colours Retract. Deres ideer og kreative leg med rockens og metallens subgenrer virker langt mere sammenhængende end på forgængeren Offernat fra 2021. Albummet er indspillet live og produceret af Simon Sonne Andersen (ORM) – og Jesus Kristus, hvor er det lækkert produceret.

Offernat emmer af personlighed og er nu langt mere post end punk. Faktisk er punkelementerne i bandets udtryk minimeret betragteligt, og det efterlader egentlig ikke noget savn. Tværtimod.

En sonisk molotovcocktail

Bassen gør en snigende og overbevisende entre på albummets singleudspil "The Winds”. Den viser sig, i et gement ledtog med enormt velproducerede og velspillede trommer, at være en lumsk gennemvej til et mørkt sted, hvor det dybe og det mørke også er definerende for det melankolske og martrende, der går igen på albummets fire lange skæringer. Guitarlydens gløder og gnistrer sætter ild til vokalen – eller er det omvendt? – og er stærkt medskyldig i at skabe den soniske molotovcocktail, Offernat kyler lige i hovedet på lytteren fra første færd.

For Offernat vil faktisk noget med lytteren. Naturen står som et centralt tema, og Offernat vil med deres musik ”bryde med de strukturer og systemer, der holder natur og mennesker nede og adskilte og i stedet anvise andre veje for liv og sameksistens”. Det er sateme ambitiøst – men det er deres musikalske udtryk også.

Trioen tværer fortsat atonale fraser ud over lydbilledet – og det virker. Det underbygger det autentiske, det vrede og det hysteriske, som klæder bandet så godt.  For eksempel på albummets startnummer – måske bandets stærkeste udspil, hvor vokalerne med desperat, pissed-off og nærmest slayerisk attitude råber “nobody listens” … Jo, gu fanden vi gør. Nummeret er simpelthen så velkomponeret og gennemtænkt, og trioen flår det allerbedste ud af deres instrumenter, som på skift spiller en hovedrolle. Det nummer bliver jeg ikke træt af foreløbig.

Cirka fem minutter inde i “Harvest Return”, hvor jeg indtil nu har følt mig taget i hånden af en jernnæve, der bare trykker hårdere og hårdere, indleder trioen et længere interludium, der er så møgbeskidt og simpelt produceret, så det er en fryd. De her gutter, de kan jo spille, og så er det let at gøre det simple smukt. Ja, selvfølgelig skal bassen spille et melodistykke og så videre. Oldschool, men fornyende. I den her sammenhæng.

Albummet udgøres af fire numre, alle på over ti minutter. Alle er stærke numre, og ”Caught in Existence” runder et album af, der bør være starten til noget stort.

Et band, jeg ikke vidste, jeg havde savnet

Potentialet er i den grad forløst på All Colors Retract. Med en helt karakteristisk lyd, en særlig tæft for melodier – og ikke mindst evnen til at mixe det voldsomme med det rolige, det melodiske med det dissonante og det komplekse med det simple, står man tilbage med et album, der ikke bare er et godt afsæt for kommende musik fra bandet, men som også står solidt i egen ret. Bandet styrer uden om de forskellige genrers klicheer, og numrene manifesterer sig som et samlet værk, selvom der tages chancer både kompositorisk og med anderledes instrumentering. Det lønner sig alt sammen, for det skaber lyden af Offernat. Et band, jeg ikke vidste, jeg havde savnet på den danske metal- og hardcoremusikscene.