Den Westfalske Ufred

Obscurity har siden ’97 skrålet og skrevet om vikingerne, deres plyndringstogter og generelle ugerninger. Nu har de smidt album nr. 8 på gaden, og som alt andet de har lavet de sidste 10 år, så forgår hele balladen på tysk. Men som med andre store tyske bands, der alle dage har gjort det samme, så gør det absolut intet. Som Johan Hegg fra Amon Amarth så tit har sagt: ”Det er jo dødsmetal, ingen forstår alligevel hvad jeg synger!”, og med den pointe i mente, er det jo sandt at det intet gør om der bliver sunget på tysk, engelsk eller serbokroatisk, så længe det virker. Streitmacht – og Obscurity generelt – er beskrevet som værende viking/pagan metal, men ærligt talt, så lyder det mere som et mix mellem Amon Amarth og Turisas, og så kan man jo mene om det hvad man vil; personligt er det for mig en storslået kombination, også selvom at mit tyske er, tja, lad os bare sige ”mangelfuldt”.

Thor på Trommer

Halvvejs igennem Streitmacht slår det mig pludseligt, næsten fysisk, at der er gået et eller andet galt i studiet; enten dét, eller også er trommeslageren, Draugr (et kunstnernavn, håber jeg) en meget insisterende mand. Trommerne er simpelthen ALT for høje i mixet, til tider drukner de både guitar og bassen totalt. Bevares, Draugr spiller fremragende på sine tønder, men der går næsten Safri Duo i det på enkelte numre, hvor man nærmest intet andet kan høre udover de altdominerende trommer. Det er en skam, for de resterende musikere er altså ikke så ringe, at de fortjener at blive druknet i trommernes tidevandsbølger. Især på et nummer som Todesengel eller Hinrichtung er det så voldsomt, at man sporadisk må skrue ned. Generelt er mixet og produktionen på Streitmacht albummets absolutte akilleshæl; især på de numre hvor der optræder akustiske instrumenter, går det virkeligt galt. Det er en skam, for musikken er virkelig god, men man sidder med en lettere sammenbidt grimasse, hver gang at Draugr for alvor giver den gas, samtidig med at man anstrenger sig for at høre de akustiske bidder, og før man ved af det, har man udviklet seneskedehindebetændelse af at konstant skifte mellem at skrue op og ned i musikken, for enten at fremhæve eller undgå bestemte elementer.

Skandinavisk Schlager

Noget der til gengæld virkelig virker på Streitmacht, er dén harmoni og synergi, der er mellem de forskellige numre; det hele føles som én lang sang på ca. 45 min., og det er på den gode måde her, for det vidner om at det nok har været planen med albummet fra starten af – og det lykkes altså fremragende, så hatten af for det. Ligeledes er det virkeligt lykkedes Obscurity at ramme den meget skandinaviske lyd, som man ofte forbinder med både viking og melodisk dødsmetal; der er bidder, hvor man kan høre alt lige fra Enslaved og Arch Enemy over Turisas til Dark Tranquility og Amon Amarth. Det er nærmest en sonisk hitparade af familiaritet, men uden at det kommer til at virke som et decideret plagiat, for Obscurity formår at tage en formel, der om noget er prøvet før, og gøre det til deres egen ting, så jeg vil se frem til deres næste skive – og krydse fingre for, at de fixer deres små problemer i mixet!