Hov, er I nu der igen?

Tænk sig, det er næsten et helt årti siden, jeg sidst hørte noget fra Obscurity. Af uransagelige årsager så missede jeg totalt Skogarmaors fra 2021 – og jeg har endnu ikke fået den hørt, så hvem ved, måske er det et mesterværk – måske en kæmpe stinker. Men nu skal det ikke handle om det album, men derimod om Ascheregen, bandets tiende udgivelse. Sidst jeg gav denne westfalske gruppe et lyt, var da Streitmacht lige var udkommet i 2017. Det album beskrev jeg som mangelfuldt, men fornøjeligt, og ydermere slog jeg ned på albummets produktion, der lod til at være noget værre rod. Men meget kan jo ske på ni år, så lad os da finde ud af, hvad Ascheregen har at byde på!

Tid er relativ

Nu skrev jeg godt nok, at meget kan ske på ni år. Det er selvfølgelig også korrekt, på et teoretisk plan. I praksis ved vi godt, at der er lige så stor chance for, at der ikke sker en fløjtende fis. Obscurity lyder fortsat, som de gjorde, sidst jeg lyttede til dem, og produktionen er fortsat underlig – ikke dårlig, bare underlig. Er man ikke bekendt med d’herrer, så lyder de lidt, som hvis man puttede Amon Amarth, Kreator og Dissection ned i en pose og rystede den rigtig godt. Det er egentlig en kombination, der fungerer udmærket, der er tilpas meget melodi, tilpas mange sprøde riffs og tilpas meget bøhmand til, at det virker overbevisende, og altså, det lyder da bedre, end noget Amon Amarth har lavet i mange, mange år efterhånden, så point for det! Hvad der derimod virker helt åndet, er den rækkefølge, som bandet har valgt, numrene skal komme i. Ascheregen er ikke en lille sag med sine 12 numre, og normalt er det forventeligt, at en sådan basse taber energien omtrent halvvejs inde, således at B-siden af pladen virkelig er en B-side. Her er det lige omvendt, for pladens sidste halvdel er – uden skyggen af tvivl – den stærkeste. Hvilket er dybt åndet, men en glædelig overraskelse om ikke andet, og måske en overraskelse, der kommer til at gå de flestes næser forbi, da der er en god chance for, at de har givet op, inden de er nået til et nummer som ”Runenwinter” eller ”Bekehrung”.

Overordnet set er der ikke nogen sådan rigtigt dårlige numre på pladen. Der er ret mange sjove guitarriffs, som alle er utroligt headbang-inducerende, og selv bassen får da lov til at spille op til dans hist og pist som på ”Flammentaufe”, hvor en skøn lille basgang åbner ballet. Det er faktisk noget af det absolut bedre melo-død, jeg har hørt i mange år, og guderne skal da vide, at der efterhånden er meget langt mellem gode melo-dødsalbummer.

Nej, problemet er – som nævnt – produktionen, og det er fortsat trommerne, der er den helt store synder, selvom de i mellemtiden har erstattet Draugr med Isarn. Trommelyden er simpelthen så ukristeligt flad, og helt generelt mangler der virkelig en gedigen bund i albummets lyd. Det hele lyder så skrækkeligt komprimeret og klaustrofobisk – så nej, der er faktisk ikke sket en disse på godt og vel ni år. Desværre.

'Bad sound kills good music'

Ascheregen er en sjov plade med masser af skønne momenter, fede passager og knivskarpt guitararbejde. Det er desværre også bare en plade, der lyder skrækkeligt. Jeg aner ikke, hvem der er ansvarlig for at producere Obscuritys plader, men vedkommende burde rulles i tjære og fjer, for han gør hverken bands eller lyttere nogen tjeneste – tværtimod. Hvilket er både drønærgerligt, og drønirriterende, for der er faktisk kanonfed musik på Ascheregen, men ak … 'Bad sound kills good music', som Hi-Fi-klubben lærte os i 00’erne.