Obscura - A Valediction

A Valediction

· Udkom

Type:Album
Genre:Technical Death Metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Endnu et mesterværk fra Obscura

Hov! Den her må vi sgu ikke glemme

Som den kyndige følger af dette webmagasin måske har bemærket, så arbejder vi for tiden på højtryk for at få sagt lidt om de skiver, vi har misset i 2021. Det er selvsagt umuligt at få anmeldt alt, men nogle udgivelser skal simpelthen anmeldes, og det er lige præcis det, der skal ske lige her. Selveste Obscura har nemlig udgivet nyt, og jeg kan godt afsløre allerede, at det ikke er en skive, der bare skal nævnes på en ‘dem missede vi i år’-liste. Nej! Tyskernes sjette langspiller er simpelthen så god, at den fortjener sine helt egne spalter.

Tysk grundighed og perfektion

Da et grundigt overblik over Elizabeth Taylors diverse ægtemænd og elskere vil være nemmere at holde styr på end lineuppet i Obscura, skal jeg gøre det kort: Trommeslager David Diepold og frontmand Steffen Kummerer, som i øvrigt er det eneste gennemgående medlem i gruppen, er på A Valediction blevet genforenet med bassist Jeroen Paul Thesseling samt ingen ringere end spademagiker Christian Münzner. De to tilbagevendte herrer vil fans kunne huske fra mesterværkerne Cosmogenesis og Omnivium, der i manges øjne og ører unægteligt står som de to største udgivelser i bandets bagkatalog. Men om 30 år er det ikke kun de to plader, man kommer til at fortælle børnebørnene om. A Valediction vil helt sikkert også blive nævnt.

Sydtyskernes umiskendelige hybrid af stramt eksekveret tech death og medrivende progressiv thrash præger lydbilledet på albummets første numre. Især “Forsaken”, “Solaris” og “When Stars Collide” er Obscura, som vi kender og elsker dem: velspillet og vellydende tysk grundighed og perfektion. Der er lidt mere melodød at spore i sangenes respektive hooks, men det er godt tænkt og klæder kompositionerne umådeligt godt og virker bestemt ikke tilstræbt for blot at give højere headbangfaktor. Det er hørt et utal af gange før, at progressive instrumentnørder bevidst skruer ned på jazzbarometeret for ikke at virke for navlepillende, men det er bestemt ikke tilfældet her. Obscura lefler ikke for nogen som helst.

På anden halvdel af pladen folder kvartetten sig endnu mere ud og lukker i den grad op for kedlerne. Christian Münzners magiske fingre dyrker altid lækker guitargymnastik, og er det det, man vil have, så skal man høre “The Beyond”, “The Neuromancer” og selvfølgelig også den instrumentale “Orbital Elements II”, som er en opfølger til det ligeledes instrumentale nummer fra Cosmogenesis. Heller ikke på “In Adversity” er der et øje tørt, da inspirationen fra Death ikke er til at tage fejl af, og de fabelagtige soli fra Münzner er ren Bach og dermed guf for enhver elsker af velspillet barokhegn.

Bravo!

Det kan siges helt enkelt: Obscura har gjort det igen. Med vanlig velspillet præcision og snilde viser de endnu en gang, at de er at finde i genrens absolutte elite, og pladen er en kæmpe nydelse fra start til slut.

Skal jeg med pistol for panden sige noget negativt om A Valediction, vil jeg pege på, at et par af numrene ikke er helt så fantastiske som resten, og for pokker, hvor er det ærgerligt… Skæringer som titelnummeret og det lidt sløve “Devoured Usurper” rammer – trods uhyre højt bundniveau – ikke samme højder som resten af pladen, og det er eneste årsag til, at dette mesterværk fra fabelagtige Obscura ikke får alle ti kranier. Men lad der ikke herske nogen som helst tvivl om, at dette er en af årets lækreste tekniske nydelser og anbefales til alt og alle, der elsker tech death og masser af guitarmagi. Og kom så lige forbi Danmark snart.

Tracklist

  1. Forsaken
  2. Solaris
  3. A Valediction
  4. When Stars Collide
  5. In Unity
  6. Devoured Usurper
  7. The Beyond
  8. Orbital Elements II
  9. The Neuromancer
  10. In Adversity
  11. Heritage