Oberst - Paradise

Paradise

· Udkom

Type:Album
Genre:Hardcore/Metal
Spilletid:46:13
Antal numre:10

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Ikke så core, at det gør noget…

Oberst er et relativt nyt band fra Oslo, der ifølge dem selv spiller hardcore og metal. Ikke et ord om nogens alder her, men lad mig da bare indrømme, at jeg nok ikke er en del af Obersts primære målgruppe. Udover dette har jeg et nogenlunde ligeså anstrengt forhold til stort set alle core-genrerne, som Steve Harris har til punk. Men heldigvis er Oberst nu ikke så hardcore, at det gør noget på deres debutalbum Paradise, der udkom i januar, og som vi kigger på i det følgende.

Green Day med hardcore-skrig

Indrømmet, der er fuldt skrald på albumåbneren ”Vagabonds”, som egentlig lyder en del hen ad Green Day, bare med hardcore skrige-vokal. Så den står altså på solide, tempofyldte riffs og omkvæd, man får lyst til at råbe med på. Det koncept fortsætter stort set hele albummet ud: Oberst spiller med højt tempo, og de har ikke mindst masser af melodisk tæft og en sikker sans for at skrive medrivende sange. På ”Fiends” sættes tempoet, i momenter, lidt ned, og der introduceres et ret progget riff, der dog gentages lidt for længe. En hardcore sang på over 5 et halvt minut er trods alt lidt af en mundfuld.

Singlen ”Goddess” indeholder masser af vildskab og intensitet, men også men også det omkvæd på albummet, der har mest ørehængerpotentiale. Det er dog ikke kun en styrke, for det får skrige-vokalen til at fremstå nærmest irriterende og som i fuldstændig kontrast til det melodiske og nærmest poppede udtryk på store dele af sangen, der ellers har oplagt hit-potentiale. Det er faktisk et generelt problem på Paradise, at vokal og musik ofte – ikke hele tiden – passer lige så godt sammen som salt og sukker. Det sker også på ”Parting”, hvor et overraskende børnekor (ja, den er god nok!) smukt runder sangen af, indtil stemningen pludselig forstyrres af den samme skrige-vokal igen. Det hænger ikke helt sammen.  

Ligesom is med lakrids

Måske husker du det irriterende fænomen, at nogen absolut skulle putte lakrids i alle tænkelige madvarer. På samme måde aner man nu en tendens til at tilsætte ekstrem-vokal i alle former for metal. Der skal ikke lakrids i min vaniljeis, tak, og jeg foretrækker ærligt talt Green Day med en forsanger, der kan synge. Oberst er et virkeligt talentfuldt band med et stort potentiale, og Paradise er fyldt med vellykkede og medrivende sange, men det er ikke helt nok til en topkarakter, når man samtidig bliver grundigt træt af vokalen.     

Tracklist

  1. Vagabonds
  2. A Stranger Place Pt. 2
  3. Fiends
  4. In the Embers
  5. Dreambeast
  6. Snakes
  7. Goddess
  8. Parting
  9. No Home
  10. Pillar
Metalvinyl

Tilføj kommentar