Novembre - The Blue

The Blue

/ VME · Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Doom metal
Spilletid:67:27
Antal numre:12

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Italienske Novembre er klar med en opfølger til deres fine "Materia" fra 2006. Musikken er igen gothic-inspireret melankolsk metal i stil med Katatonia krydret med varme korharmonier og lejlighedsvis growl. Det vil sige, lejlighedsvis er blevet til ret ofte på albummet "The Blue" – albummet åbner sågar med growl på "Aenemia" og lader løbende brølene supplere vokalen på flere numre som et effektskabende lag under den rene vokal. Netop growl’en var noget af det, der irriterede mig på "Materia", men jeg synes, den bliver brugt mere motiveret på "The Blue". Produktionen på det nye album er en anelse mere kraftfuld og "wall-of-sound"-agtig end på "Materia", men ellers ligner de to albums hinanden meget i lydbilledet. Melodierne er knap så catchy som på "Materia", men til gengæld leges der med lidt mere avancerede, energiske sangstrukturer, f.eks. på "Cobalt of March". Sammenholdt med det lidt mere støjende lydbillede og den ekstra growl føles det, som om Novembre har forsøgt at nærme sig den progressive melodødgenre.

Carmelo Orlandos nasale vokal har jeg efterhånden vænnet mig til, og musikkens tekniske udførelse er ganske udmærket. Desværre synes jeg, Novembre genbruger for mange af deres klanglige ideer fra "Materia", og da numrene samtidig kører meget i de samme harmonier, forekommer "The Blue" mig hørt i sin helhed ret ensformig og kedelig.

Kender man ikke "Materia", vil man muligvis være mere positiv over for "The Blue", end jeg er, men jeg synes i skrivende stund stadig, at "Materia" er et væsentligt bedre og mere varieret album.