Da jeg hørte italienske Novembre varme op for Katatonia på Loppen sidste år, var jeg ikke særlig imponeret. De spillede utight, overgangene i musikken var meget usikre, og guitarist og forsanger Carmelo Orlando sang falsk. Enten havde Novembre bare en virkelig dårlig dag, eller også gør de sig bare mere umage i pladestudiet – i hvert fald er deres seneste album "Materia" overraskende godt.

Novembre spiller en type melodisk halvprogressiv goth/death metal à la Katatonia. I modsætning til Katatonia (siden "Viva Emptiness"-albummet) er der imidlertid ikke så meget rytmisk spræl i Novembre, hvis man ser bort fra det energisk speedede udbrud i starten af "Comedia". Til gengæld har de ind imellem nogle meget lækre små fills i de enkelte instrumenter (lyt f.eks. til bassen på et nummer som "Reason"). Deres arrangementer er også overraskende varierede: et sted dukker en melankolsk violin op og skaber en gammel Fates Warning-agtig stemning, og andre steder tør bandet gå ned i lydstyrke og spille smuk akustisk middelhavsguitar. Fire steder på albummet, i numrene "Aquamarine", "Materia", "Croma" og "Nothijngrad" kommer der lidt growl på banen, ellers er der ren sang hele vejen igennem. Carmelo Orlando har en lidt snøvlet stemme, men bandet kompenserer for dette ved hyppigt at lave meget flotte, varme korharmonier. Det er også ganske stemningsfuldt, når der af og til synges på italiensk.

Musikken på "Materia" er på én gang tung og gennemført iørefaldende. De triste melodier går lige ind og sætter sig på hjernen, og jeg har svært ved at finde noget at være rigtig irriteret over bortset fra Carmelos førnævnte snøvlen. Afhængigt af humør vil nogen måske finde albummet lidt langtrukkent, men jeg synes det fungerer fint, især hvis man render og laver noget andet imens. Der er ikke tale om et revolutionerende album – dertil er der for mange referencer til bands som Katatonia og Opeth – men er man fan af sådanne bands og har brug for noget ny, mørk, melodisk tråd, så kan man roligt investere i denne rare gråvejrsplade.