En atmosfærisk opfølger

Den brasilianske post-metal-kvintet Loneshore er tilbage med deres andet fuldlængdealbum, Nothing Left to Deconstruct, der kommer som efterfølger til deres otte år gamle debut, From Presence to Silence. Dengang, i 2018, debuterede bandet fra Rio de Janeiro med lange, dynamiske kompositioner, tunge riffs og et mix af ekstrem- og cleanvokal, og spørgsmålet er, hvilke skridt Loneshore har taget de seneste otte år: Er det mere af det samme? Ser vi en udvikling? Og hvilke atmosfæriske billeder skal tegnes i denne omgang?

Ambitiøst og gennemarbejdet

Loneshore leverer i høj grad et album, der kan sammenlignes med deres debut, idet mange elementer går igen: Det er stadig store kompositioner og en æterisk lydside. Albummet fremstår både ambitiøst, gennemarbejdet og helstøbt. Over albummets 51 minutter udfolder bandet et værk, der føles som én samlet rejse snarere end en samling enkeltstående sange.

Fra den atmosfæriske åbning bliver lytteren trukket ind i et univers præget af melankoli, storladne stemninger og en næsten filmisk sans for opbygning. Albummets største styrke ligger netop i dets helhed. Overgangene mellem de forskellige passager flyder naturligt, og selv når musikken bevæger sig mellem stille, eftertænksomme sekvenser og eksplosive, tunge udladninger, føles det organisk og velovervejet.

Loneshores styrke er evnen til at skabe spænding gennem lange, opbyggende passager og gradvise udviklinger. Det høres særligt på den næsten otte minutter lange “Straylight”, hvor bandet tålmodigt bygger lag på lag af stemning, inden musikken forløses i kraftfulde klimakser. Det er netop denne evne til at skabe forventning, der gør albummet så engagerende at følge. Man får lyst til at høre, hvor næste drejning fører hen.

Musikalsk spænder albummet bredt. Der er både rene, følelsesladede vokaler og voldsomme ekstreme passager, som giver musikken dynamik og kontrast. De tunge, næsten ørkenagtige riffs på “To Stride the Black Earth” er blandt pladens højdepunkter og viser bandets evne til at kombinere tyngde med atmosfære.

På linje med debuten kan der dog rejses spørgsmål ved længden på enkelte numre. “Birth of a Mountain” strækker sig over hele ti minutter, og selvom kompositionen rummer mange flotte idéer og stemningsskift, vil nogle lyttere måske opleve, at enkelte passager trækker lidt ud. Undertegnede anerkender, at det tager tid at føde et bjerg, men måske kunne nummeret godt have været kortet lidt ned.

Albummets største svaghed findes i de mest brutale vokalpartier. Growlene har til tider en næsten piratagtig karakter, som virker en smule malplaceret i forhold til den ellers elegante lydside. Når bandet rammer balancen mellem cleanvokal og mere afdæmpede ekstreme udtryk, fungerer det fremragende, men enkelte af de hårdeste vokale indslag bryder lidt med den stemning, resten af albummet så omhyggeligt opbygger.

Et helstøbt værk med lidt for mange skønhedsfejl

Det ændrer dog ikke ved helhedsindtrykket. Nothing Left to Deconstruct er en plade, der føles ret så fuldendt. Den er rig på detaljer, stærke stemninger og velkomponerede opbygninger, som belønner den tålmodige lytter. Måske vil nogle savne flere overraskelser undervejs, men for dem, der holder af progressiv post-metal med fokus på atmosfære, dynamik og sammenhæng, er dette en både imponerende og medrivende udgivelse.