Jeg tror, Noekk skal udtales "nøk", ligesom i sagnvæsenet "nøkken", der ifølge nordisk overtro lever i åer og vandløb og lokker godtroende mennesker til sig med sit violinspil og drukner dem. Den mærkelige stavemåde skyldes nok, at duoen Noekk dels kommer fra Tyskland, dels vil begå sig på den internationale scene med engelske tekster om diverse mytologiske emner. Musikken er progressiv metal med påvirkning fra både moderne melodisk dødsmetal som Opeth, folkmetal à la tidlig Lumsk og måske lidt progressiv 70’er-rock i stil med Jethro Tull (men dog ikke meget mere, end man er vant til hos f.eks. Opeth). På nummeret "How Long Is Ever" er der tillige en vis doom-påvirkning. Dette nummer kommer dog i øvrigt vidt omkring og ender i en stille klaversolo, der minder lidt om Erik Saties små melankolske stykker.

Den afsluttende "The Rumour and the Giantess" er noget mere teknisk og harmonisk eksperimenterende, men ellers er albummet egentlig ret lettilgængeligt på musiksiden, i hvert fald hvis man tænder på nogle af de ovennævnte referencer. Til gengæld er vokalen meget pudsig – lidt dyb og vikingeagtig på en corny, teatralsk måde og til tider med et gotisk præg hen ad Type O Negative. Vi får også lidt black-agtig growl her og der, f.eks. på titelnummeret "The Minstrel’s Curse". Det er med til at gøre oplevelsen af Noekks tredje album, der kun varer ca. en halv time fraregnet det lille skjulte "nummer" til sidst på albummet (hvor der bliver læst op med tyk tysk accent hen over nogle klangflader), til en lidt tvivlsom men ikke uinteressant fornøjelse.