Back in the Bay
Som utallige bands fra thrash-bølgen i midt-80’erne opstod Neurosis i San Franciscos berømte Bay Area. Men det var stort set også det eneste, post-metallerne i Neurosis havde til fælles med de vrede thrashere og deres rasende angreb på samtidens autoritetsfigurer. Neurosis hørte til i Oakland ved The East Bay, der i 80’erne og 90’erne var et område plaget af kriminalitet, stoffer og håbløshed. Geografisk lå det ganske vist tæt på Silicon Valley, men mentalt, økonomisk og socialt var Oakland og resten af East Bay lige så langt fra det forkromede high-tech-paradis på den anden side af bugten, som de var fra månen.
I starten af Neurosis’ karriere var de en del af den sprudlende hardcore punkscene i Oakland, men vreden over de udsigtsløse forhold, de levede under, blev langsomt udskiftet med en langt mere introvert og reflekterende tilgang til deres kunst. Det var dog ikke udelukkende den mismodige tilværelse i Oakland, der påvirkede dem. Bandets mange forskelligartede musikalske forbilleder bidrog yderligere til denne bevægelse væk fra ydre reaktion til indre refleksion. Med inspiration fra Black Sabbaths tidlige doom-metal og Melvins’ proto-grunge var Neurosis således med til at grundlægge både sludge- og post-metalgenrerne. Med Through Silver in Blood fra 1996 skabte de stort set egenhændigt det, vi i dag kalder post-metal, men det var med opfølgeren Times of Grace tre år senere, at de perfektionerede genren og satte barren for alle bands, der kom efter.
Rammerne sprænges, og barren hæves
Når man lytter til Times of Grace i dag, er det stadig markant, hvor meget hver sang får plads til at skabe den rette stemning. Selv i de sekvenser, hvor feedback, distortion og alternativ instrumentering tager over, leveres alt præcist og økonomisk. Samtidig lurer vanviddet hele tiden under overfladen og springer i glimt frem – især under de korte instrumentalnumre, der binder de ellers ret lange sange sammen. Når strygere, blæsere og sækkepiber således træder frem i lydbilledet, er det, som om det er Arkham Asylums husorkester, der spiller for og hjælper Neurosis med at skabe deres unikke udtryk.
På sange som ”Under the Surface” fungerer trommerne som Phil Rudds deciderede antitese. Ikke fordi Jason Roeder ikke kan holde takten eller tælle til fire så præcist som AC/DC’s mr. Metronome, tværtimod faktisk. Men hans tribal-beats og skæve rytmer er konstant udfordrende og i evig bevægelse, som et spejlbillede på den forvirrede sindstilstand, forsanger Scott Kelly fremmaner.
”Belief” er bare ét eksempel på, hvordan Neurosis sprængte rammerne for, hvilke lyde man kunne vride ud af traditionelle instrumenter for at skabe noget unikt og ikke mindst levedygtigt. ”End of the Harvest” er en opvisning i Neurosis' unikke evne til helt naturligt at blande raseri (måske havde de alligevel lidt til fælles med de førnævnte thrashere?) med skønhed og inderlighed. Samtidig viser dette episke nummer, hvordan man får lyden af en plade, der går i hak, til at give fuldstændig mening. ”Harvest” er majestætisk, over syv minutter lang og albummets syvende sang, men Neurosis var ikke færdige med os endnu. Efter endnu et kort instrumentalnummer med Arkham-orkestret får vi ”Away”: en næsten desperat mismodig sang, hvor klaver og cello akkompagnerer Scott Kellys inderlige vokal, der viser, at han kunne så meget mere end bare at råbe. Gruppens tekster var notorisk kryptiske, men dette nummer handler om, at vi uundgåeligt bliver til vores egne skygger og forsvinder. ’Away’. Kellys desperate, gentagne råb af sanges titel er med til at skabe en af de smukkeste sange, et metalband nogensinde har indspillet. Aner man her vanviddet og desperationen fra en mand, der senere skulle vise sig ikke at være i stand til at styre sine indre dæmoner? Set i bagklogskabens ulideligt klare lys gør det ikke ”Away” til en mindre rystende oplevelse.
Festen er slut. Eller er den …?
Opvisningen sluttes af med ”The Road To Sovereignty”, hvor man forestiller sig, de få tilbageværende medlemmer af Arkham-orkestret spiller på de instrumenter, der endnu ikke er knust til ukendelighed. Alt imens går festens deltagere desorienterede rundt uden helt at have forstået, hvad det er, de lige har været vidner til. Så sindsoprivende, opslidende, men fuldstændig magisk har turen med Times of Grace været. Men så snart de sidste toner rinder ud, og orkestret begynder at trække sig tilbage til deres mørke celler, stikker Jokeren hovedet frem og hvisker manisk: ”Skal vi ikke høre den igen?”. Vi nikker alle forventningsfuldt og tager en tur mere, for vi kan slet ikke lade være.
Times of Grace er én af de sjældne plader, der er fuldstændigt tidløse og helt hinsides trends og modefænomener. Den var fantastisk i 1999, den er endnu bedre i dag, og om 25 år er den garanteret stadig til ti neurotiske kranier.
