Når du hører Neurosis' nyeste epos, "The Eye of Every Storm", så lad din sjæl sænke sig ned i Hades subliminale dyb og flyd derefter langsomt med Lethes strømme ind i neurosernes musikalske ragnarok, hvor der hverken hersker tid eller sted, musikalske konventioner eller generel determinisme. Udbred så dine stærke arme og lad dine egne indre titaner danse regnvejrsdans med solguden Osiris mens neurosernes musikalske univers fylder dit indre med musik, poesi samt transcendental energi. Således kan man poetisk beskrive det nyeste epos. Rent formelt kan man sige at den musikalske spillestil er nært beslægtet med de tre forrige albums, men til forskel fra disse, kan man måske sige at Neurosis har fundet den røde tråd igen (her tænker jeg især på "Through Silver in Blood"). Dette manifesterer sig helt og holdent i de mere sammenhængende skæringer, samt i den mere lineære stil som neuroserne har lagt for dagen på "The Eye of Every Storm". Generelt er kompositionerne på det nye epos tungt og hastigheden er der også skruet gevaldigt ned for. De respektive skæringer har stadigvæk en tilpas lang varighed, men modsat f.eks. et album som "A Sun That Never Sets", så har Neurosis formået at holde et fast flow i de enkelte skæringer, hvilket jeg personligt syntes bedre om end som på fornævnte. Atmosfæren er der ikke rykket meget ved og brug af samples samt electronics virker til stadighed optimalt. Igen fængsles vi af en karismatisk sound, samt et sublimt poetisk/musikalsk landskab som til tider kan få én til at drage paralleller til Wagners fænomenale symfoni "Afgudernes Ragnarok". Sang har derimod forandret sig en del. I stedet for brug af skrig og growl, hvilket der da også er plads til på eposet, så har neuroserne valgt at lade Hr. Von Till manifestere sig næsten skønsangmæssigt. Dette giver pladen en ny sound samt gør at "The Eye of Every Storm" måske på sigt langer ud efter en bredere lytterskare. I hvert fald er det smukt og meget dystert. Dermed er det ikke sagt at pladen er blevet mere poppet, nej tværtimod. Skiven indeholder stadigvæk den energi og atmosfære som neuroserne er blevet så kendte for. Med et helstøbt dystert samt tungt establishment i bagagen, samt en fed produktion så kan "The Eye of Every Storm" godt skrive musikhistorie, inden for sin respektive genre hvis det altså stod til mig.