Tag altid imod råd fra grindcore
Otte år er gået, siden amerikanske Nails bredt og højlydt proklamerede, at You Will Never Be One of Us. En udtalelse som bestemt er til at forstå, men hvordan kan man egentlig være sikker på, at ingen bliver som en selv? At emigrere til Timbuktu og slå sig ned som eneboer, er en løsning, men samtidig virker det ret passivt. Et andet og meget mere proaktivt valg kommer Nails faktisk med på deres nyeste udspil. Man kan ganske enkelt efterlade Every Bridge Burning.
Som at drikke en øl med en god gammel ven
Den brændte bros taktik ligger umiddelbart også lige til højrebenet, når Nails i over 15 år har gjort sig i en herlig blanding af powerviolence, grindcore og hardcore.
Havde man en idé om, at kvartetten ville gå mere roligt til værks, nu de er blevet ældre, og der er gået lidt tid mellem udgivelserne, så kan man godt tro om igen. “Imposing Will” og “Punishment Map” åbner pladen i vanlig rødglødende, galdespyende vrede stil, som ikke har noget til overs for nogen eller noget. Jeg ved ikke, hvad Mike Tyson lyttede til i sine velmagtsdage, men jeg er sikker på, at hans tanker lød som Nails. Det er lige før, man har lyst til at give bandet en Snickers på “Trapped”, men i stedet prikker man til dem med en ildrager og lader dem tænde helt af på “Made Up Your Mind”. Det er fantastisk fandenivoldsk fræs.
Hvor fedt tilsyneladende ustoppelig og uudtømmelig vrede end er, så kan det hurtigt blive ensformigt. Så hvad gør Nails? De iklæder sig læderjakken, drejer nøglen i Lamborghinien og udlever deres rockstjernedrømme. Halvvejs inde i titelnummeret rammer det sejeste HM-2 riff på denne side af Wolverine Blues, og var man ikke solgt på Nails allerede, så er man det nu. Men i bedste Tonni Bonde-stil, så smider bandet da lige en ting mere oveni. “Give Me the Painkiller” er det nummer, som Judas Priest burde have skrevet i deres største og mest vrede kokainrus. Aldrig er den traditionelle metal blevet behandlet så menneskefjendsk med et resultat så fængende og fremragende.
Normalt ville en Nails-plade have rundet af med et langtrukkent nærmest sludget nummer, som godt kunne føles lidt ligegyldigt. Bevares, lukkeren “No More Rivers to Cross” går da ned i tempo, men mere på en tunge hardcore-tæv-facon end fald-afstolen-sludge. Så det eneste minus ved Every Bridge Burning er, at pladen ikke rigtig føles ventetiden værd. Der er intet, som for alvor overrasker, eller skriger Nails er tilbage. I mange henseender lyder det som You Will Never Be One of Us, der har fået en læderjakke og den sidste finish. Misforstå mig ikke. Pladen er fed, men du venter heller ikke otte år på, at tømreren får sat fodlister på.
Lad der nu ikke gå otte år igen
Manglende wow-faktor til trods, så bør enhver som af og til har lyst til at ommøblere hjemmet med en kædesav og råbe profane gloser i vilden sky give Every Bridge Burning et par rotationer eller 16. Hadet står i lys lue, fjendtligheden er allestedsnærværende, og Nails er som altid den perfekte destruktive makker.
