Nails - You Will Never Be One Of Us

You Will Never Be One Of Us

· Udkom

Type:Album
Genre:Grindcore
Antal numre:10

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

Nails spiller hårdt og højt, så pas på - for de viser ingen nåde!

Nails er en trio bestående af Todd Jones (sang/guitar), John Gianelli (bas) og Taylor Young (trommer), der siden 2009 har udgivet to fuldlængdealbums, en EP og nu frigiver deres tredje album, You Will Never Be One Of Us.

For dem, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med bandet, så er det et grindcore-band fra Californien, og de spiller så tossetungt, at dine ører begynder at bløde – nogle beskriver endda deres musik som tinnitus-fremkaldende! Med sine tonstunge kompositioner og dræbende growls jagter denne predator dig og efterlader dig liggende såret på gulvet.

Ovenstående er selvfølgelig skrevet med den dybeste respekt for bandet, der hærger trommehinder verden over med deres moderne grindcore.

Du bliver aldrig en af os! Tvivler faktisk også på, om jeg tør

Albummet åbnes med titelnummeret, ”You Will Never Be One Of Us”, der starter lidt syret ud med en masse stemmer, der – oven i hinanden – siger titlen på sangen, inden bandet sætter ind med deres rå, beskidte og onde væg af tunge riffs. Todds brutale brølende stemme passer perfekt sammen med det øvrige ensemble. Melodien har en groovy rytme, der har noget hardcore over sig, og som med garanti vil få dit hoved til at nikke op og ned.

"Friend To All" er et femogfyrre sekunders grindcore-monster, der starter afsindigt vredt, men før du ved af det, glider sangen over i nogle temposkift og slutter ved indgangen til den thrashede intro til "Made To Make You Fall". Den aggression, pladen ligger ud med, er vedholdende igennem hele albummet, hvor bandet alligevel introducerer mange variationer i sangenes sammensætning, der gør det ganske interessant at lytte til albummet – mange gange.

Numre som ”Into Quietus" og "Savage Intolerance" glider kortvarigt over i thrash-/dødsmetal-genrerne, hvor sangene bliver mere groovy, og tempoet sænkes et nøk eller to. Af frygt for at blive kaldt poppet, så synes jeg, at det klæder Nails, når de bevæger sig i grænselandet mellem traditionel grindcore og nærtliggende genrer som hardcore, thrash-, og dødsmetal.

Albummets sidste sang, ”They Come Crawling Back”, er igen et af de numre, der stikker ud, da det med sine over otte minutter er noget længere end det korteste på femogfyrre sekunder. Bandet lader sig ikke begrænse af genrerne, hvilket sangen er et tydeligt bevis på. Sangen starter langsomt op, inden Taylor kommer ind med sit trommespil, der minder en del om Donald Tardys fra Obituary. Sangen er noget tungere, end det man ellers forbinder med bandet, og det ligger langt fra deres normale lyd, men igen så giver det noget fornyet frisk energi til sangene.

“Violence Is Forever” opsummerer meget godt, hvilket budskab Nails vil frem med

Med sine kun 19 minutter og 30 sekunder smadrer albummet dine ører og beriger dig på alle dine sanser, så du automatisk ville afspille pladen igen og igen.

You Will Never Be One Of Us får 9 kranier, og Nails manifesterer sig som fanebærer for den moderne grindcore og tilføjer nye elementer i deres musikalske stil, der med garanti vil udvikle sig på fremtidige udgivelser.

Tracklist

  1. You Will Never Be One Of Us
  2. Friend To All
  3. Made To Make You Fall
  4. Life Is A Death Sentence
  5. Violence Is Forever
  6. Savage Intolerance
  7. In Pain
  8. Parasite
  9. Into Quietus
  10. They Come Crawling Back

Tilføj kommentar