At bestige et instrumentalt bjerg
Instrumental musik i metal- og rockgenrerne er noget, man yderst sjældent støder på i Danmark. Faktisk er der kun to bands, som står klart i min hukommelse der. Hedengangne Nordsind og Fossils. Derfor var det med lidt løftede øjenbryn, da jeg spottede, at nydannede Mt. Sarin, som havde indsendt en EP til Detektoren, stod til at være instrumental post-metal, og EP’en kun havde en spillelængde på 8 minutter.
Langt til toppen
For at et instrumentalt projekt virkelig kan lykkes, så er det afgørende, at musikken mestrer en af de følgende to ting: 1) Det skal være fyldt med swung og groove, gerne med masser af små lækre tekniske detaljer, som kan beundres. Swung og groove er noget, som danske Fossils har en del af, men af internationale bands drages tankerne mod Animals As Leaders, hvor hovedfokus dog er på de tekniske lækkerier. 2) Det skal være yderst stemningsfyldt. Hvor lyduniverset er meget dragende, og man får visuelle billeder og fortællinger, når man lukker øjnene og konsumerer lydene. Dette var noget, Nordsind var særligt dygtige til, mens internationale bands som Night Verses, 65daysofstatic, Russian Circles, Godspeed You! Black Emperor, Mono, God Is An Astronaut også benytter sig af dette. Flere af dem som Russian Circles og Night Verses har også masser af numre med swung og groove.
Det er klart kategori nummer 2, som Mt. Sarin sigter efter med den, som sår vind, høster storm//maskernes nat, der befinder sig lydmæssigt i et post-metallisk univers. Det lyder lidt i stil med for eksempel danske Dirt Forge. Når man opererer i denne kategori, er det vigtigt, at man foruden at være teknisk rigtig godt funderet på sine instrumenter også har en knivskarp produktion, for at det skal blive en lytteoplevelse, man gider at engagere sig i. Her kommer Mt. Sarin altså lidt til kort. Selvom der er lidt temposkift, og de på ”maskernes nat” bruger guitarslides i stil med Night Verses, så bliver det sjældent en ret dragende oplevelse. Selve produktionen virker ret dæmpet, som om man har lagt et viskestykke over mikrofonerne, mens musikken blev optaget, særligt på trommerne. Bandet vil rigtig gerne skabe et stemningsunivers, det er tydeligt, men der mangler både tid og teknik til at udfolde og udpensle det på et tilfredsstillende plan. Det ville nok hjælpe, hvis der enten kom mere groove og swung, eller hvis de kunne skabe mere komplekse og større lydflader, som ville være svære at fortære for lytteren og holder en på tæerne. Hele oplevelsen bliver lidt en fængselsplatte, hvor man får udtørret brød og en kop vand.
En særlig stor problematik er, at man ville nemt kunne finde plader, fjerne vokalen og få et både bedre og mere spændende resultat, end vi får på de otte minutter fra Mt. Sarin. Derfor er instrumentalmusik en uhyggelig svær musisk gren, for det skal virkelig være af højt niveau, det man får sat sammen, ellers bliver det en grå masse i ligegyldighedens sump, og det gør denne EP desværre.
More is more
Man siger ofte, at less is more, men tilfældet ved Mt. Sarin er det helt modsatte. More is more. Der skal flere minutter ned på pladen, flere minutter i øveren og vigtigst af alt langt flere kompositioner og teknik i musikken. Der mangler mange lag, før det virkelig kan fungere på plade. Det kan muligvis være ganske udmærket i en live sammenhæng, hvor der kommer lidt mere power på instrumenterne, og lyden bliver mærkbar for lytterne. Men på plade i den nuværende tilstand så mangler der uhyrligt meget, før det kan blive spændende. Der skal meget mere til, før man for alvor gider at engagere sig i det, selvom det kun varer otte minutter, så føles tiden desværre bedre brugt på mange andre ting.