Som et lyn i kirken

Nogle mennesker græder til enhver begravelse, mens andre blot føler lettelse på den afdødes vegne. Følelserne, der udspiller sig i kirkens højtidelige rammer, spænder bredt, men de fleste af os har nok oplevet at befinde os til en ceremoni, der bare ikke kunne afsluttes hurtigt nok. Det kunne være konfirmationsgudstjeneste nummer syv, eller begravelsen af 98-årige Onkel Knud, som man dårligt nok kendte, hvor man halvvejs gennem seancen inderligt beder om, at et lyn slår ned og afbryder hele forestillingen. I den sammenhæng har det chilenske band Mourner’s Lament netop udgivet deres andet album, A Grey Farewell, som tager afsked med mange af de ting, vi værdsætter i livet. Desværre bruger bandet lang tid på at komme hen til det endelige sørgmodige farvel – de få gange hvor de faktisk gør det.

Opbyggende og obducerende

Som et doom-baseret band er det afgørende at mestre kunsten at opbygge og iscenesætte melankoli og stemning, og på dette punkt udmærker Mourner’s Lament sig heldigvis særdeles godt. Indledningsnummeret "Towards Abandonment" er næsten obducerende i sin minutiøse grundighed, hvor lag på lag af dyster atmosfære langsomt tilføjes, inden dødsmetallen pludselig brager igennem som en tordensky på en grå himmel. Desværre opstår det første problem netop her: Det forventede udbytte udebliver ofte, og klimakset, som man som lytter længes efter, indfrier sjældent de høje forventninger, bandet så omhyggeligt har bygget op. Tordenvejrets bulder og brag er hule, og hvad der skulle have været et kraftfuldt momentum, forvandles til et antiklimatisk filler-stykke. Et fremtrædende eksempel på denne problematik er nummeret "Changes", som strækker sig over knap 14 minutter. Selvom ambitionerne om at skabe et episk værk er tydelige, lykkes det aldrig rigtig at nå et højdepunkt. Det er et dødsens alvorligt problem, når man forsøger at opbygge et nummer, der burde bølge frem og tilbage som havets bølger eller sømmene i ens kiste, men i stedet ender med at føles som en langtrukken rejse uden en egentlig destination. Det næste store problem opstår, når det bliver tydeligt, at Mourner’s Lament, på trods af deres åbenlyse talent for doom-metallen, kæmper med at fremkalde den nødvendige aggression og vrede, der ellers er dødsmetallens perfekte pendant til doom-genrens tungsind. Men er vreden overhoved reel eller er den iscenesat?

A Grey Farewell færder sig bedre, når det gælder lyrikken. Teksterne fremstår som dybt reflekterede og gennemarbejdede, hvilket især kommer til udtryk i skivens stærkeste nummer, "Ocaso". Nummeret som er skrevet på spansk, benytter naturens elementer som kraftfulde metaforer for menneskelige følelser. Dette illustreres smukt i linjerne: "I have seen the storm of the sea, devouring the sun, I have heard the merciless sobs of the stranger, I have felt the heat fleeing from the skin, and smelled the fury hidden in the soul". Med nummeret ”Mass Eulogy” lægger sydamerikanerne heller ikke skjul på, hvem de pålægger ansvaret for verdens tilstand med teksten ”the impeding russian roulette of survival”. Der er nogle smukke statements, men desværre kunne formidlingen have været langt langt bedre.

Vi kommer heller ikke udenom, at Alfredo Perezs growl er forholdsvis utydelig, så selv hvor end man gerne ville følge med i lyrikken, er der udfordringer. På ”Ocaso” bliver der i korte perioder brugt ren vokal, og det kunne sagtens være noget, de skulle forfølge mere i fremtiden.

Adiós

I en verden fuld af talentfulde bands, skal der mere til end god lyrik for at skabe et navn. Mourner’s Lament formår ikke at skabe det klimatiske, det overraskende eller wow-momenter nok, og derfor ender A Grey Farewell med at være en skuffende mundfuld metal fra det chilenske band trods en stærk lyrik. Når man siger farvel, kommer der ofte en ny begyndelse, og man kan da håbe, at bandets næste værk bliver af en anden kaliber.