dødsgangen
Antropomorphia - Devoid of Light

Devoid of Light

Udkom

Type:Album
Genre:Blackened Death Metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Alle gode gange seks

Mørkt …

Kvartetten Antropomorphia er et af de bands, der burde være større, end det er tilfældet. De blev dannet som Dethroned Empire i 1989, albumdebuterede i 1998 og udgav fem stærke langspillere frem til 2019. Bandets blackened death metal er som sådan ikke unik, men de mestrer som kun ganske få andre at balancere genrens virkemidler til noget nær perfektion. Det gør sig heldigvis gældende endnu engang på deres nyeste album, Devoid of Light.

… som en dyb skovsø på en måneløs nat

Pladens titel kan man roligt tage bogstaveligt. Sætter man albummet på og lytter koncentreret fra start til slut, er det ikke ligefrem positive tanker og sprudlende livsglæde, man efterlades med. De dystre, soniske landskaber tilsat sangtekster omhandlende død, ødelæggelse, det okkulte og sågar nekrofili fremkalder ikke ligefrem smil på læben, når pladens 43 minutter rinder ud. Men det er smukt. Forbandet smukt!

Umiddelbart virker Devoid of Light ikke som noget særligt ved første lyt. Bevares, “The Withering Stench of Hope” åbner albummet med stærke tremolo-riffs, solide blastbeats og dragende, dissonante akkorder, der bliver hængende længe i lydbilledet. Det er alt sammen hørt før, og man fristes til at putte det i ‘OK uden at være prangende’-kassen. Men lytter man videre med spidsede ører og minimale forstyrrelser omkring sig, åbnes et ret fascinerende univers. Trods de velkendte virkemidler og en relativt lav frekvens af overraskelser skaber pladens perfekte balancer en rigtig flot og dyster lytteoplevelse. Der er en yderst fin balance mellem det aggressive og det melodiøse, tilsat passende mængder brutale momenter på en bund af atmosfærisk finesse. Det høres umiddelbart ikke, men de intet mindre end geniale basgange samt den evigt tilstedeværende leadguitar styrer slagets gang på smukkeste vis. En oplevelse, fans af genren ikke må sidde overhørig. Treenigheden bestående af “Cancerous Bane”, “Unending Hunt” og “Ash Drapes the Earth” er særligt gribende. Ikke fordi de er ørehængere i klassisk forstand, men den perfekte balance af kompleksitet og melodi spiller på lytterens følelser, og effekten på undertegnede anmelder skal ikke bestemt ikke underdrives.

Generelt er det tekniske niveau på pladen uhyre højt, vel at mærke uden at der på noget tidspunkt går prog eller tech death i den. Antropomorphia har ingen intentioner om at spille med de muskler, de tydeligvis har rent individuelt, og denne beskedne samhørighed skinner tydeligt igennem på afslutteren, “Triumphant Death”. Med et noget langsommere tempo end på resten af pladen kommer vi i mål med en enormt stemningsfuld og minimalistisk komposition, der bliver siddende i kroppen, længe efter sidste tone har lydt. Wow!

Guf til alle nørder

Devoid of Light er et rigtig flot værk, som fans af stemningsfuld blackened death bør høre mindst én gang. Tempoet på størstedelen af pladen forbliver det samme, og albummet kan derfor synes en anelse ensformigt. Dertil er det desværre heller ikke samtlige ni skæringer, der rammer topniveauet. Men det ændrer ikke på, at der venter en rigtig fed og følelsesladet lytteoplevelse, hvis man er indstillet på at investere lidt tid i albummet. Og er man hi-fi-nørd, der elsker at dykke ned i gennemarbejdede produktioner, kan man med fordel tage de helt dyre lyttebøffer på her. Devoid of Light har nemlig et forbløffende højt detaljeniveau, der kalder på flere gennemlytninger.

Seks år er lang tid, men albummet har i den grad været ventetiden værd. Og mon ikke deres status som den oversete perle inden for blackened death ændrer sig nu? Jeg håber det. Devoid of Light fortjener nemlig hvert eneste af de otte kranier, vi smider efter dem i denne omgang, og vi krydser fingre for en snarlig koncert på dansk grund.

Tracklist

  1. The Withering Stench of Hope
  2. Devoid of Light
  3. Funeral Throne
  4. In Writhing Rapture
  5. Cancerous Bane
  6. Unending Hunt
  7. Ash Drapes the Earth
  8. In the Shade of the Devil's Horns
  9. Triumphant Death