90’er-døgnflue eller modent orkester

Skunk Anansie blev dannet for over 30 år siden og havde deres storhedstid i 90’erne. De har dog holdt flere pauser og har i denne ombæring ikke udgivet noget i ni år. Men hvad laver man egentlig efter så lang tid? Prøver man at ramme 90’ernes rå rock og intensitet, som man var så kendt for – eller går man helt nye veje, fordi man trods alt ikke kan være de samme personer længere, som man var dengang? Bandet har i den mellemliggende tid været ramt af cancer hos både Cass Lewis på bassen og senest også hos Richardson på trommer. Deres syvende studiealbum, The Painful Truth, er således proppet med masser af materiale, der mere end bare antyder den autentiske smerte forbundet med kampen for et godt liv.

Gamle idoler, der stadig kan

Første nummer er singlen ”An Artist is an Artist”, der med det samme viser, at bandet sagtens kan bide fra sig. Den er en spids kommentar om, at bare fordi man bliver ældre, ændrer man ikke på kernen af sig selv. Så selvom Skunk Anansie var store i 90’erne, så har de stadig masser af brændstof på tanken. En kunstner vil altid være en kunstner. Og Skunk Anansie vil altid være et indebrændt og nærværende bekendtskab. Lyden er både ny og hvæsende, mens Skin lyder indebrændt og vred, præcis som jeg husker – og elsker – hende.

Albummet byder på en masse forskellige kreative detaljer, så bandet har virkelig forsøgt at gå ud på det dybe vand og ikke bare blive på sikker grund. ”Shoulda Been You” har for eksempel masser af reggae, som jeg desværre personligt ikke er pjattet med. ”This Is Not Your Life” byder til gengæld på elektronisk rock med masser af plads til keyboard, rolige takter og en både vedkommende og nærværende vokal. Samtidig har den – ligesom smukke ”Shame” – et inderligt syng-med-venligt omkvæd, som vi kender det fra ”Hedonism” og ”Brazen”.

Numrene er dejligt forskellige og nytænkende – uden nogensinde at stikke så meget af, at albummet ikke hænger sammen. Deres blanding af ska og rock, elektroniske elementer, Skins fænomenale vokal og ikke mindst de langt hen ad vejen lettilgængelige melodier og spidsfindige detaljer giver et album, der lyder velkendt, men samtidigt nyt. Der er både arrigskab, politik og spydigheder gemt i musikken og ikke mindst i teksterne. Præcis som der plejer, for Skunk Anansie leger ikke pænt. De bider fra sig og byder ind i samfundsdebatten.

Albummets højdepunkter er klart ”My Greatest Moment”, der med sin pompøse opbygning leverer et af deres bedste numre meget længe, og den smukke ”Shame”, der som nævnt både trækker dejlige og inderlige minder bagud, men uden bandet nogensinde plagierer sig selv. På den anden side, så leverer bandet også et par numre, der mest er fyld, nemlig “Fell in Love With a Girl” og “Lost and Found”, der desværre må trække karakteren lidt ned.

Skunk Anansie har stadig ild i blodet

Der er intet støvet eller søvnigt over det legendariske band – tværtimod. Skin leverer vokalen som et lyn i natten: skarp, elektrisk og umulig at ignorere. Lytter man efter i teksternes lag, mærker man hurtigt, at bandet stadig har noget på hjerte – og det banker højt og klart. Musikalsk er de lige så skarpe; hver detalje står knivskarp, og produktionen rammer plet med både tyngde og klarhed.

Man kan kun håbe, at der ikke går endnu ni år, før vi hører nyt fra dem igen. Men heldigvis behøver vi ikke vente længe på næste gensyn – om under en måned rammer de Copenhell, og det bliver uden tvivl et møde med et band, der stadig har noget at kæmpe for og noget at råbe op om.