Et ambitiøst forsøg på at blande aggressiv thrash med melodiøs metal har meget passende fået titlen Shapeshifter – det skifter lidt form som tiden går.

New Wave of Canadian Metal?

Canadiske Mortillery er på banen med deres tredje fuldlængde studiealbum, med titlen Shapeshifter. Bandet har eksisteret siden 2008 og har skiftet en smule ud i rækkerne, dog med en fast kerne af medlemmer som den blodrøde tråd. Med Cara McCutchen har bandet en kvindelig vokal og dermed skiller bandet sig lidt ud fra den gængse thrashscene. Om det er godt eller skidt vil jo ofte være en smagssag.

Melodi og aggressivitet smeltet sammen

Generelt er albummet velskrevet og veludført. Mortillery evner den svære kunst at smide små bidder af vaskeægte melodi ind i en eller meget aggressiv thrash. Det gør at vokalen bringer mindelser om både Rob Halford og Judas Priest.

Åbningssangen ”Radiation Sickness” har et dejligt syng-med vers, som tangerer en ørehænger. Hvad man mener om dét på et thrashalbum vil nok skille vandene en kende, men denne anmelder er nu svært fornøjet ved udsigten til fællessang. Albummet bliver generelt leveret i typisk hæsblæsende tempo, når det nu er thrash vi taler om. Netop tempoet er både albummets styrke og svaghed, der er for få variationer i de enkelte numre, og faktisk også fra nummer til nummer.

Det bistre og energiske udtryk er herligt og samspillet er aldeles i orden, ligesom soli er ganske fine. Men som tillægsordene her også røber, så er jeg altså hverken faldet ned af stolen eller kørt i grøften, blændet af begejstring. Det var jeg ellers i starten, og havde jeg skrevet anmeldelsen for 5-6 gennemlytninger siden, havde tonen formodentlig været anderledes begejstret.

For selvom nummeret ”Bullet” er et lidt anderledes nummer, både fordi det spiller i ryk og fordi Mortillery igen lykkes med at blande lidt melodi i den aggressive thrash, så er der altså for få af den slags små lækre detaljer at fordybe sig i på albummet. Sangen ”At the Gates” skiller sig positivt ud sammen med ”Bullet” – de er lige så aggressivt og energisk leveret, men med større finesse.

Derimod er nummeret der både lukker og lægger navn til albummet i en kategori for sig selv, og det har delt de interne vande i mit stakkels hoved fra dag 1.

Ikke nogen tsunami-bølge

The New Wave of Canadian Metal viser sig ikke at være en tsunami – i hvert tilfælde ikke i denne omgang. Titelsangen Shapeshifter er med til at tage vinden lidt ud af sejlene på en hastigt sejlende skude og forvirre billedet mere end godt er. Man får en powermetalfornemmelse på det nummer, noget Mortillery måske nok kan fortjene ros for at prøve kræfter med, men i virkeligheden burde have ladet været med. Det virker malplaceret og er med til at mudre helhedsindtrykket. Sangen fejler som sådan ikke noget, men når de første 8 sange er ubønhørlig thrash med meget få dikkedarer, så virker det meget løjerligt pludselig at lade der gå heltekvad og powermetal i den til sidst. Et ret godt album med enkelte ridser i lakken, slutter skidt.

7 perplekse og alligevel både godt underholdte og headbangende kranier kan det blive til.