Københavnsk ørkenrock i den bedre ende af skalaen

Så blev det tid til lidt ørkenrock/-metal fra det københavnske i form af full-længde debuten, Calling All Demons, fra Moonless , hvor der bydes på masser af Black Sabbath-inspireret metal/rock med fokus på simple riffs, et fedt groove og beskidt forvrænget lydbillede. Og det har Moonless i den grad styr på, så hvis man er til tungt og stenet metal/rock der mestendels baserer sig på de klassiske værdier fra 70erne, bør Calling All Demons være et stensikkert hit. Det kan selvfølgelig godt være at man føler at enkelte riffs er hørt før eller kører lidt for meget efter den skabelon, som genren ofte dikterer, men på bundlinien er et album der rummer den rigtige og beskidte energi og ikke mindst svinger, som det skal i al sin simpelhed.

Min største anke mod albummet er manglen på variation – det er nok egentlig ligeså meget hovedparten af genrens bands, som alt for ofte ender med at følge den slagne vej, som man alt for ofte hører i den lidt stenede genre, hvor sangene kan have en tendens til at flyde lidt sammen og blive for enslydende. Det er bestemt ikke fordi Moonless forsøger at skjule inspirationskilderne, men det ville være rart med lidt musikalske overraskelser og drejninger en gang imellem. Så på trods af at Calling All Demons i al sin enkelhed fungerer fedt, er dette ikke albummet, der for denne anmelder løfter Moonless op i toppen af genren. Dertil er albummet for konservativt. Og hvis det er denne konservative stil der er missionen for Moonless, skal der nogle stærkere sange på bordet for at skille sig yderligere ud eller et endnu mere personligt udtryk. Et af de steder hvor Moonless rammer bedst er titelnummeret som undervejs har nogle rytmeskift, som lige gør nummeret lidt mere interessant end nogle af de andre sange på albummet.

Med Calling All Demons fastslår at Moonless i den grad har styr på stoner-rockens grundsten og det giver forhåbninger om mere i fremtiden, men indtil da skal Calling All Demons nydes for de kvaliteter som debutalbummet har.