Alle elsker en underdog
Der er bands, der rider på bølger af tidens trend. Og så er der bands, som historien næsten havde glemt, hvis ikke kvaliteten havde nægtet dem at dø. Monstrosity hører ubetinget til sidstnævnte kategori. Som en del af Tampa Bays legendariske dødsscene i 90’erne voksede de ellers op side om side med genrens giganter. Konstante udskiftninger, en vag brandidentitet og fraværet af karismatiske frontfigurer som Benton eller Schuldiner betød dog, at de efter Corpsegrinders exit aldrig helt nåede samme status som Death, Deicide eller Morbid Angel. Her på redaktionen har vi altid haft en svaghed for underdogs, og har da heller aldrig præmieret amerikanerne med mindre end otte kranier. Således heller ikke for gruppens seneste udspil, The Passage Of Existence. Nu skriver vi så 2026, og med Screams from Beneath the Surface, Mark van Erps retur samt Ed Webb som ny mand i front melder spørgsmålet sig: Har Lee Harrisons uheldige helte endnu en gang fundet en vej udenom glemslen?
Snerrende brutal vellyd
“Banished to the Skies” åbner ballet med sin overraskende atmosfæriske opbygning inden strengene flettes ind i strukturen. Webbs vokalsignatur er dog så arketypisk Tampa-death, som den kommer. De dynamiske brud og melodiske temposkift giver ikke desto mindre nummeret et noget mere interessant præg end de tidstypiske genrebidrag. Her tjener snart sagt samtlige skæringer på Banished By Sin som glimrende eksempel på det diametralt modsatte. På “The Atrophied” bliver udtrykket straks mere skarpt og mekanisk, hvor de kantede riffs understøtter temaet om biologisk og systemisk svækkelse. Det er her, man for alvor fornemmer, at det ikke blot handler om pace, men om præcision og komplekse taktarter.
“Spiral” hæver indsatsen med sine matematiske og svimlende guitarkonstruktioner, hvor den tekniske sangskrivning til stadighed står som et af bandets suverænt stærkeste kort. “Fortunes Engraved in Blood” læner sig sidenhen mod temaer om magt, ofring og blod, alle inden for stregerne af den mere konventionelle dødsskabelon. “Vapors” bryder mønstret med dissonante og højtsvævende guitarelementer, hvor også Harrisons arbejde med bækken og skæve rytmiske forskydninger skaber en mere uforudsigelig komposition. “The Thorns” er ekvilibrisme i sin reneste form. Her nærmest flyver fingrene hen over gribebrættet, inden “Blood Works” folder sig ud som en monstrøs maskinkraft båret af dobbeltpedaler og pulveriserende betonriffs.
“The Dark Aura” bevæger atter sig over i et mere dissonant, men nu også hypnotisk lydbillede, hvor Harrisons alsidighed i både komplekse og tunge passager bliver central. Det esoteriske tekstunivers markerer et skifte mod et introvert, filosofisk mørke, der adskiller sig markant fra 90’ernes noget mere eksplicitte gore-tilgang. Det giver albummet en moden dimension og peger på en nutidig Floridascene, der arbejder mere teknisk, tenderende avantgardistisk i sin kunst. “Veil of Disillusion” slår sløjfe om albummet med en velspillet sammenfletning af bas og riffblokke, hvor synergien står særligt klart frem. Harrisons afsluttende arbejde giver en kontrolleret og gradvis udtoning, der samler helheden.
Under overfladen, over forventning
Monstrosity har med Screams from Beneath the Surface ikke blot genbesøgt deres rødder, men sat kolorit på Tampa-scenens ellers overvejende grå seniorliv. Hvor bandet i 90’erne ofte stod i skyggen af tungere profiler, fremstår de i dag både disciplinerede og teknisk afklarede, alt imens Lee Harrisons kontinuitet fungerer som den samlende akse. Albummet er på mange måder et stilstudie i kontrol frem for kaos. Det er ikke de enkelte hooks eller ikoniske øjeblikke, der bærer helheden, men derimod kirurgisk præcision i riffarbejdet og den strukturelle sammenhængskraft. Ed Webb leverer tillige en solid vokalpræstation, der dog aldrig for alvor tager styringen, men heller ikke på nogen måde vælter konstruktionen. Det efterlader plads til Harrisons vision, som vel er albummets egentlige omdrejningspunkt. Resultatet er en plade, der ikke nødvendigvis redefinerer Monstrosity, men cementerer dem som et band, der stadig mestrer deres form. Ikke længere underdogs i skyggen, men et tydeligt referencepunkt i genrens mere tekniske ende af skalaen.
