Rumraket, ja tak. Atomraket, nej tak
Siden 1959, hvor Sovjetunionen opsendte raketten Luna 2, har der været over 150 opsendinger mod månen. Kun lidt over 60 har været succesfulde, og resten har fejlet af mere eller mindre katastrofale årsager. Og når nu også rumfart er på vej ned i kapitalismens altædende gab, så stiger antallet af fejlslagne missioner sandsynligvis. Men hvad hvis man slet ikke behøvede en raket og en formue større end Swazilands samlede BNP? Hvad hvis man kunne træde gennem en portal – eller måske et spejl? Er det den tanke, der har holdt silkeborgensiske Mirror to the Moon vågne under indspilningen af debuten Flourescent Glow? Sandsynligvis ikke, men nu er sovjetinspireret sci-fi heller ikke et krav for at skrive en god plade.
Hvis du læner dig for meget tilbage, så vælter du
Lydmæssigt er der da heller ikke noget, der skriger på det ydre rum og dets hemmeligheder. Det er moderne hård rock med et trendy metallisk islæt tilført en portion melodisk metalcore, hvor der lige lurer et par synthflader i baggrunden.
Selvom ovenstående beskrivelse lyder mere generisk end Aldis hvedetoast, så er Flourescent Glow en plade med masser af luft, rummelighed og en lækker tilbagelænethed— ikke ulig den man finder hos danske Advocacy bare uden risikoen for at bliver overfaldet af en andengradsligning. Denne stil er strøet hist og pist på pladen, men er især fremtrædende på ”Boxes”, ”White Noise” og ”Let Her Ashes Remain”. Men tro ikke, det er en afslappet tilbagelænethed. Det er selvsikkert i samme stil, som sad Mirror to the Moon til et spil poker og havde en royal flush, der kommer totalt bag på modstanderen. Når guitaren og synthen på ”White Noise” og især ”Let Her Ashes Remain” er der, hvor Flourescent Glow for alvor topper. Med atmosfæriske riffs og maleriske synthflader er det både stort og voldsomt, men samtidig yderst selvsikkert og luftigt, så det lyder næsten, som om Mirror to the Moon tager Rosetta og The Oceans post-metal under kærlig lidt nu-metallisk behandling.
Pladen har dog et par ”bare pletter”, hvor den selvsikre tilbagelænethed går en del i glemmebogen. ”Wit’s End” og ”Masquerade” er frygteligt generiske med deres smådjentede moderne metalcore-inspirationer, og det er lige før ”Son of Ammitai” kunne være taget fra en af de utallige rædselsfulde Punk Goes Pop-plader. Det er stadigvæk spillet ganske udmærket, men alle, der har lyttet et kvarter til Spotifys Kickass Metal-playliste, har hørt det før. Men den her vekslen mellem det fede og selvsikre fra ”Let Her Ashes Remain” og det grå mere generiske fra ”Son of Ammitai” kører over langt det meste af pladen og skaber lidt for mange tommelfingertrillende momenter.
Knap så meget schweizerost næste gang
Der skal dog ikke være nogen tvivl om, at Flourescent Glow er en vellydende plade, og når Mirror to the Moon læner sig tilbage og indser, at de har fat i noget med deres selvsikre, store og luftige bud på moderne metallisk hård rock, så fungerer det glimrende. Der er desværre bare en hel del huller på pladen, hvor det bliver lidt for gennemsnitligt og metervareagtigt.