Kongens efterfølger

Når man siger dansk thrash metal, bliver man også nødt til at sige Artillery. I snart 40 år har bandet været et flagskib på den danske scene og rystet utallige udødelige klassikere ud af ærmet. Men man skal nok også til at overveje, hvor meget længere Artillery kan blive ved, inden både den musikalske og reelle pensionsalder banker på. Men hvem skal så overtage pladsen efter dem? Invocator og Hatesphere er gode bud. Det kan også være, vi skal have fat i et yngre band. Måske Demolizer eller Killing? Eller måske Mental Coma? Sidstnævnte er i hvert fald aktuel med ep’en Ending an Era, der måske kan bringe dem til tops på den danske thrash-scene.

Al begyndelse er svær

Mental Coma har i hvert fald ikke ligget på den lade side, siden vi sidst hørte fra dem i 2018 på ep’en Visions. Et halvt års tid efter udgivelsen af Visions trådte Nick Kanstrup til som ny forsanger, og for en måneds tid siden kom Lucas Nissen ind som ny rytmeguitarist. Ending an Era er dog indspillet, inden Lucas trådte til. Men også på lydsiden er sket en del ændringer, der nok vil få fans til lige at vente et øjeblik, inden fadøllen bundes, og der gøres klar til uddeling af gruppekrammere.

Dermed ikke sagt at Mental Coma ikke længere er et thrash-band. Åbneren ”The New Gods” starter med at give dig en lussing af et riff, og så er den pit ellers i gang. Der er bare blevet åbnet en del mere op for det melodiske og inspirationerne fra død, black og prog-metal. Det dødsmetalliske findes hovedsagelig i Nicks vokal, der ligger lige i smørhullet mellem thrash-råb og growl. Men specielt det melodiske og det lidt proggede er en gevinst, og noget der for alvor får Mental Coma til at skille sig ud fra eksempelvis Demolizer og Killing. Allerede på ”The New Gods” kastes der adskillige fængende riffs og melodier efter lytteren. Efterfølgende byder omkvædet på titelnummeret på en storslået ultramelodisk sag, der stiger og stiger i omdrejninger, og de efterfølgende soli kun forstærker denne opbyggende energi. Dette fortsættes på lukkeren ”Architect of Self-Destruction”, men med afsæt i et skrig forløses energien på typisk thrash-maner med et mosh-venligt riff. Dog ikke uden også at byde på ep’ens fedeste solo og en lækker progget basgang og et nummer, der opsummerer ep’en glimrende.

Men til, forhåbentlig, ingens overraskelse, skal et thrashet riff spilles energisk, så hvorfor Mental Coma har valgt at inkludere nummeret ”Void of Despair”, er mig en gåde. Fra den afskyelige teenage-ængstelige akustiske black metal-intro til jordens dovneste riff, der endda lyder, som om guitaristen står i et tilstødende lokale – der er absolut intet at hente her. Verset i titelnummeret er også en grel omgang dødvande, der tager alt for mange kræfter at padle ud af.

I thrash, hvor der efterhånden er så mange old school-lydende bands, at man kan fodre svin med dem, er det en klar fordel for Mental Coma, at de åbner op og tydeliggør deres inspirationskilder lidt mere. Ending an Era er heller ikke en ringe ep, den har en hel del elementer, der, hvis de bruges rigtigt, kan være til stor gavn for Mental Coma. Bare ikke de langsomme thrashriffs eller det black metalliske – de døre skal lukkes og forsegles til evig tid.