Mental Coma er et aggressivt døds-thrashband fra København, der får mig til at sætte næsen op efter hårde riffs, intense trommer, masser af guitarsoloer og ondskabsfuld growl denne fredag aften. De virker derfor som det perfekte selskab til at få rusket arbejdsugens trummerum af sig, så vi kan få skudt weekenden i gang. 

At kickstarte en weekend

Mental Coma fik den utaknemmelige opgave at byde op til bal, mens publikum stadig hang i baren og var på vej ind ad døren. Men det forhindrede dem alligevel ikke i at brage derudaf fra første sang. Både guitar og trommer var af høj kvalitet, og de blev fuldendt af en stærk og karismatisk sanger, der også formåede at sniksnakke med publikum – uden det dog blev overgjort eller tog fokus fra musikken. Fra første færd udviste de masser af energi, og der blev headbanget fra første sekund. Hurtigt fik de 4 mand på scenen velfortjent opmærksomhed af de tilstedeværende, og flere og flere lod sig rive med og overgav sig til musikken. Som en psykotisk rottefænger fra Hammel tiltvang de sig adgang til publikums ører, hev folk ind ad døren, væk fra baren og helt op foran og smadre med. Og på trods af at en del af publikum – mig selv inklusive – ikke kendte sangene ret godt, så var der stemningen høj og musikken medrivende.

Da de gav sig til at spille deres nye single ”The New God”, fik den fuld smæk. Forsangeren leverede et par gode skrig og fik folk op på tæerne. Deres energi live giver deres båndede anstrengelser baghjul, og særligt guitaristen var både animeret og havde god kontakt med publikum. Han guidede dem selvsikkert igennem koncerten med krav om flere arme i vejret og headbangen, hvorimod bassisten, som man så tit ser, var så fokuseret på sit eget spil, at han nærmest ikke ænsede publikum halvdelen af koncerten igennem.

Da forsangeren præsenterede nummeret ”Silence Will Fall” som et hurtigt nummer – så kunne man kun give ham ret. Der var fuld smæk på, og særligt guitaristen fik pludseligt travlt med at koncentrere sig. Efter en kort tak fra scenen til de fremmødte, fik vi sidste nummer, ”Architect of Selfdestruction”. Sveden haglede af både band og publikum, men den varme sal kan kun delvist tilskrives den ære. Fede soloer, en dygtig trommeslager og solide sange, gav publikum 40 absolut seværdige minutter!

Flere billeder kan ses her (Fotos af Lasse Jacobsen)

Efter en pause hvor publikum fik trukket lidt frisk luft og tanket op i baren, betræder Katla scenen, og trioens dystre doom gjorde sit indtog på Beta og de fremmødte. Kontrasten til Mental Coma var voldsom, og man skulle lige omstille sig til, at det her er mere tungt, langsomt og nærmest introvert. Publikum droges dog alligevel mod musikken som fluer til lys en sen sommeraften. Dystre, nærmest hjerteskærende og inderlige brøl krængedes ud af forsangerens hals som en ondsindet halsbetændelse og afspejlede de tunge toner fra de øvrige medlemmer.

Mere kærlighed – mere satan!

Doom kan være tilbagetrukket og næsten navlepillende fokuseret på musikken og ikke så meget på publikum. Og på trods af, at der var flere mennesker til stede nu, så var der langt mindre interaktion end ved det forrige band. Folk står og vugger med, men kontakten mellem publikum og band er helt anderledes på trods af det høje musikalske niveau. Ikke nødvendigvis skidt – men helt sikkert anderledes end den åbenlyse mosh-stemning fra tidligere. ”Mere kærlighed – mere satan!”, lød opfordringen fra forsangeren mellem et par af numrene, inden det blev efterfulgt af et, ”Kom så, Beta!” – og publikum rettede ind. Det var en besked, der var til at forstå, og der kom lidt mere gang i de forreste rækker af publikum.

Ikke nok med, at Katla byder på tunge riffs og en stemme mørk som graven, så leverede trommeslageren en suveræn backing vocal, der fuldendte det ildevarslende udtryk. Efter at have fremført hele deres EP, blev de fremmødte forkælet med den nyeste single ”Dragonlord.” Sangeren brød ud i et bredt smil, mens de tunge trommer tonsede afsted, nu krydret med lyden af metal mod metal. Nummeret afsluttedes med en messende sang fra trommeslageren på en baggrund af tung, tung musik – det var intenst og nærmest forførende i det mørke, varme rum med den røde belysning og sveden drivende af alle lodrette flader. Der var masser af energi til sidst, og jeg følte, at sættet BURDE have varet lidt længere, for de kom først rigtigt i gang til sidst og ud over scenekanten.

Flere billeder kan ses her (Fotos af Lasse Jacobsen)

Sick Lores forsanger betrådte scenen, som var han faldet direkte ud af en tourbus: med solbriller på og en overlegen attitude. En stor del af publikum har flashet Sick Lore-shirts hele aftenen, så jeg var spændt på at se, om de levede op til den forventning, der helt automatisk havde fundet indpas.

Velkommen til Sick Lores syge univers

Sick Lore spiller klassisk tråd, og lever sig virkelig ind i musikken. Forsangeren sprang og dansede rundt og udstrålede i det hele taget en utrættelig energi, og det smittede af på publikum, for folk var tydeligt med dem fra starten. Der var masser af tid mellem numrene, der gav plads til en del fis mellem band og publikum, og vi fik både fornøjelsen af den klassiske ”Spil den med Slayer”, ”Vi vil se dig nøøøøgen” og ”Skru oooop”. For mig personligt, kan det godt tage snerten af oplevelsen, men der var tydelig bølgelængde mellem de fremmødte og Sick Lore. Interaktionen mellem publikum og band er alfa og omega, så selvom glæden var gensidig, kan det dog give lidt skår i glæden med de mange forstyrrelser, der også punkterer tempoet i settet. 

Forsangeren bevægede sig rundt på scenen som en løve i et bur, og skulede ud over publikum – han lignede lidt en mand, der pludselig kunne finde på at kaste sig ud i publikum, men det blev dog kun ved tanken. De var her jo trods alt for at spille musik, ikke slås med publikum. Guitaristen gjorde sit for at få publikum mere med, men de var nu ellers så meget oppe at køre, at han kunne have gjort hvad som helst. Den løsslupne stemning fik et mere fokuseret skær, da publikum under ”Greed” sang med på ”We don't want this war, we don't want this war – no”. Den blev efterfulgt af en coverudgave af ”Breaking the law” – et nummer, der fik dem af publikum, der ikke nødvendigvis kunne alle teksterne til bandets originale værker, til at skråle med. Der var optræk til en circle pit, men den blev skrottet til fordel for flere festlige tilråb fra publikum.  Heldigvis var publikum stadig klar, for festen var en realitet. Det var uden tvivl den koncert, der scorede højest på fest-o-meteret takket være øller og trofaste fans.

Flere billeder kan ses her (Fotos af Lasse Jacobsen)