Melted - Kill The Romantics

Kill The Romantics

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Nu Metal, Hardcore
Spilletid:50:41
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Ifølge danske Melted henviser titlen på deres nye album til, at de ønsker at skue fremad og gå nogle nye veje inden for metal. Vel vidende at bandet består af nogle særdeles habile, godt sammenspillede musikere, var jeg ganske spændt på at høre "Kill The Romantics". Desværre må jeg, ligesom en del andre anmeldere, sande, at den stil, Melted har arbejdet sig frem til, ganske vist er original for Melted selv, men bare ikke særlig original i et større perspektiv. De første otte numre byder på gedigen hoppemetal med inspiration fra Korn, System of a Down og nu-metal-genren som sådan, leveret i en mudret, støjende produktion af Daniel Bergstrand. De sidste tre numre har en mere aggressiv thrash / hardcore-stil med lidt mekanisk dobbeltpedal-lir à la Fear Factory. Melted har dog tilløb til en progressiv leg med genrer på numre som "Pick Up", der har et cool, groovy omkvæd lidt henad sangen "Yeah x3" med 24-7-Spyz (om nogen i bandet kender denne, står dog hen i det uvisse), deres seje coverversion af "Everybody" med Backstreet Boys (utroligt hvor lidt det har været nødvendigt at ændre for at gøre nummeret godt) og "Stupidity", der har en ganske kort reggae-vokal-passage i stil med Dub War.

Den mudrede produktion passer egentlig godt nok til numrene; jeg forstår bare ikke, hvorfor det er nødvendigt at have distortion på vokalen så meget af tiden – især på "Into Nothing", "Coma" og "Blow Away", der alle har kønne, lidt Linkin Park-agtige melodilinjer, bliver det irriterende, at man ikke kan få lov bare at høre en helt klar og tydelig sangstemme oven på den brutale bund. (Sidstnævnte sang har for øvrigt nogle meget fede brudte akkorder et par minutter før slutningen, der giver lidt afveksling i det ellers alt-smadrende lydbillede.) Generelt er det også et problem ved musikken, at guitar og bas i de tunge passager er så nedstemte og mudrede, at man ikke kan høre, hvad der foregår harmonisk, når rytmerne i enkelte af disse passager samtidig ikke er varierede nok til at holde interessen fanget. Nummeret "180" står dog for et af de få øjeblikke, hvor man faktisk fornemmer noget reelt eksperimenterende med nogle alternative harmonier i guitaren. Fint nok, at Melted gerne har villet lave et mere beskidt og anderledes album, men hvorfor tror de, at alt skal sovses ind i distortionmudder for at blive rigtig "alternativt"? Man kan sagtens lave ufattelig brutal metal, hvor vokalen går klart og tydeligt igennem i lydbilledet – hør bare de seneste tre Strapping Young Lad-albums. Hvis det har været Melteds hensigt at lave et album, der satte dem på verdenskortet som et originalt og nyskabende band, må missionen siges at være mislykket. Til gengæld har de fået skabt et ok lille genrestykke, som bestemt er et lyt værd for alle nu-metal-fans, om ikke andet så for Backstreet Boys-covernummerets skyld.

Tilføj kommentar