Jävla danskar!
Megascavenger er nok først og fremmest kendt for deres frontmand, Rogga. En mand, der mildest talt har haft travlt. Gennem de seneste 25 år har den svenske musiker været involveret i godt og vel 50 forskellige projekter, og størstedelen af dem er faktisk kommet til inden for de seneste ti år. Hvilket af projekterne der egentlig er hovedprioriteten i disse dage, synes dog at skifte lidt, alt efter hvilken vej vinden blæser.
Det svenske dødsmetalband Megascavenger er nu tilbage med en ny plade efter seks års ventetid. Siden 2012 har bandet udgivet fem album før dette, og dermed er der tale om den længste pause fra udgivelser i bandets historie. Denne gang trækker Megascavenger i høj grad på de punkede rødder, der altid har ligget og ulmet under bandets dødsmetalliske lyd. Det kommer både til udtryk i det visuelle univers og måske endnu tydeligere i produktionen, der har fået et mere råt udtryk. Men når Rogga konstant jonglerer med et væld af projekter, melder spørgsmålet sig uundgåeligt: Er manden en sand verdensmester i multitasking, eller begynder de mange musikalske foretagender efterhånden at flyde sammen? Det er det på tide at finde ud af.
Det musikalske svar på bog-jumping
Toxic Noxious Undeath ændrer helt sikkert en hel del på Megascavengers katalog. Albummet blander nemlig melodi ind i et ellers meget punket og beskidt udtryk. Bandet er på alle måder en del af den epidemi af den rå svenske dødsmetal, der har præget scenen i årevis. Konceptuelt fungerer det meget som Ghost, i den forstand at det består af Rogga med en håndfuld livemusikere. Det kan både være en fordel og en ulempe. På den ene side kan det fremstå som den mest ærlige og fuldførte version af musikerens vision. På den anden side kan det begrænse spektret af idéer, hvilket ofte resulterer i kedelige og sterile projekter.
På åbningsnummeret, ”Graveyard Dreams and Bonehouse Screams”, bliver der ikke spildt et sekund på optakt eller nogen som helst form for indledning. Det bryder direkte ud i et tordenvejr og sætter øjeblikkeligt tonen for, hvad det her album går ud på. Noget af det første man bemærker, er det ret velproducerede udtryk, som rent lydmæssigt går godt igennem. Selve lyden kunne godt minde om noget, både Neckbreakker og Napalm Death kunne have udgivet. Dog har jeg det en smule svært med selve mixet. Det er, som om leadguitaren bliver optaget eller mixet anderledes end resten. Det er svært at beskrive, men det lyder ganske enkelt ikke særligt godt.
På ”Heading for the Furnace” kan man for alvor høre det univers, Rogga har skabt med dette album. Nummeret har en meget unik konstruktion, der skaber et mindre brutalt og mere melodisk pusterum. Det er både udforskende og skaber et bredere spektrum, som albummet tonalt kan bevæge sig igennem. Følgenummeret, ”A World of Fire and Brimstone”, fastslår netop dette, hvor vi her får en overraskende god balance mellem det mere hårde og det ellers meget melodiske udtryk, som man sjældent finder i dødsmetal.
Der er absolut ingen tvivl om, at der er blevet forsøgt at gøre noget nyt her, og det ses tydeligt i den musikalske udvikling, der er sket siden bandets sidste projekt, Songs in the Key of Madness. Nu var det album også noget af det værste skrammel, der længe er blevet smidt på plade. Det gør dog også, at kontrasten mellem de to udgivelser er så sort og hvid, som den kan blive. Det giver samtidig et klart billede af, hvad Rogga faktisk er i stand til som musiker. Om de tidligere projekter har været begrænset af tid, penge eller idéer, er svært at sige, men der er for alvor sket en udvikling på dette album. Et af de mest imponerende elementer er også, hvordan musikkens niveau holdes gennem hele albummets forløb. Det holder et godt momentum og mister aldrig rigtig dampen.
Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!
Et bibelvers, der ganske nøjagtigt beskriver dette album, både som sit eget væsen, men også som en del af Megascavengers katalog. Det er hovedsageligt en forbedring af bandets tidligere materiale. Det er ikke uden skønhedsfejl, og det er ikke alle numrene, der holder samme niveau. Selvom der primært er godt at snakke om, er der stadig nogle huller i mixet, som bliver svimlende grimme. Det er heldigt, at de kan løftes af en overordnet god produktion, men de kan desværre ikke ignoreres. Numre som ”Corpses Below” og ”As Purgatory Ascends” er meget tydelige fyldnumre og gør ikke meget for albummet andet end at byde på nogle grooveriffs, man kan ryste lidt på hovedet til. Det skader ikke meget, når albummet alligevel kun har ti numre, men det er stadig noget, man godt kunne have have undværet.
Toxic Noxious Undeath er et godt, men ikke perfekt album. Bundsolidt uden at ramme de højeste højder. Et projekt, som uden tvivl vil resultere i et par playliste-tilføjelser og samtidig give anledning til at holde øje med, hvad der venter Megascavenger fremover.