Kvohst fra DHG går soft og laver fed syrerock a la Ghost

Det er bare bred ymer, du

Jeg kan ikke følge med. Jeg er træt, jeg er overstoppet med information, og jeg kan ikke hitte rede i heavymusikernes færden fra band til band, fra scene til scene. Jeg kan ikke taste navne og steder hurtigt nok, før de har ændret sig. Men pyt, nu er Hexvessel her med lindrende salve til min betændte og overkogte hjerne. Jeg kan kun sige tak - tak for at inducere min krop med et lavere og mere menneskeligt tempo på en fed, fed 70’er-agtig måde.

Kvohst, som medvirkede på vokal på Dødheimsgards kongeplade Supervillain Outcast fra 2007 (all hail the gods of metal!), kalder sig - tilsyneladende - nu Mat McNerney og er sanger, sangskriver og guitarist i Hexvessel, der just har sendt deres 3. plade, When We Are Death, på gaden.

Den der feeling der

Hvis jeg siger Ghost, retrobølge, orgel og knæhøj karse, tænker jeg, at du, kære læser, er ret godt med på, hvor vi er henne i det musikalske univers. Der er ikke tale om en dyrkelse af de tidlige Black Sabbath-år, så meget som der er tale om at genfinde lyden af en krydsning af det tidlige, eksperimenterende Genesis og noget mere rocket såsom Eagles.

Men det helt afgørende er her, at Hexvessel har følelsen med. Altså den der ubeskrivelige og særlige fornemmelse af musikkens duvende fremdrift, der kendetegner de bedste dele af den bløde rock fra tiden, hvor trompeter var noget man gik rundt i.

Stor popkunst?

Jeg er her nødt til at fremhæve genistregen Mirror Boy med det dragende, hviskende omkvæd og den hjemsøgende, dovne saxofon. Det er sgu kræs for kendere af god musik. Nummeret Cosmic Truth er ikke helt på samme topniveau, men lyt endelig til det (se nedenfor), for det repræsenterer Hexvessels univers meget fint.

En hurtig afslutning

Jeg er kort sagt vild med skiven. Og det bliver du også, hvis du er glad for retrorock. Og nu må I virkelig have mig undskyldt, for jeg skal have lyttet til resten af Hexvessels bagkatalog. Det bliver herre godt, mand!