Hvad er der Los?

Det sker, at vi får plader, som ligger lidt udenfor vores spektrum genremæssigt, men som stadigvæk kan have interesse for vores læsere. De seneste år er der sket noget af en genopstandelse for dark- og neofolk-genren, især den del af genren, hvor inspirationen i høj grad bærer præg af vores nordiske forfædre. En del af den genopstandelse skyldes formentlig, at noget musik fra genrerne har sneget sig ind i popkulturen. Det er gennem serier som Vikings, The Last Kingdom og videospil som Hellblade 2. Mange metalhoveder har i høj grad, og med god grund, også taget musikken til sig, som blandt andet Heilung er et klasseeksempel på. Et af de nyere skud på stammen er Los, som i år har udgivet sit andet album, Galdrablót, der er opfølgeren til Solblót (2019). Los er et soloprojekt bestående af Søren Sol Koldsen-Zelderkof, som også er kendt som bassist i vikingefolk-metalbandet Krauka.

Hypnotiseret af shamanen

Hvis man vil have et billede af, hvad Galdrablót er for en størrelse, så behøver man blot at lytte til starten af åbningsnummeret, hvor der slås nænsomt på, hvad der lyder som en meditationsklokke. Nummeret bygger stille lag på lag, først med xylofon, der giver et atmosfærisk islæt til klokken, derefter begynder en lidt dyster hvisken, som udvider atmosfæren. Sangen begynder for alvor, da lyden af skindtrommer, der slås på forsigtigt, akkompagneres med strubesang, som indgår i kor med en barytonmandestemme. Musikken er meget præget dark-folk genren, med stort fokus på det meditative element. Selvom der er krydsende elementer med bands som Heilung, så er det alligevel et stykke fra det til Los. Heilungs musik føles i højere grad som en fortælling – et tilbageblik i historistiske elementer med en del mere variation også. Her er Los meget mere bart og rammerne mere simple, da han har til formål at tage lytteren med på meditativ rejse.

En meget mere fair sammenligning af kunstnere vil være Wardruna og Danheim, men Los er også mere forsimplet end dem, og med god grund, for Galdrablót tjener tydeligvis et helt andet formål. Det stiller store krav til lytterne. Man skal have mulighed for og lyst til fordybelse i en hektisk hverdag. På mange måder burde man tage musikken med sig ud i en skov midt om natten, tænde et bål og så sætte musikken på, mens man beundrer de dansende silhuetter fra ildens skær. Den slags rammer er musikken designet til, og det kræver, man tager en dyb indånding og et skridt væk fra den moderne verdens stressmentalitet. Albummets skarpeste skæringer er ”Ravnefjeld”, der har en feature med Nanna Barslev fra Huldre, og nummeret ”Ofring”, hvor der tilføjes en rocket og mørk atmosfære med guitarer. I disse momenter tilbyder albummet mere end blot at sidde rundt om et bål og meditere, hvilket desværre godt kan blive lidt for ensformigt. Barslevs vokal er flot, stor og melodiøs og gør efter en trancetilstand, at man fastholder interessen lidt mere som lytter. Guitarerne i ”Ofring” giver en slags nervepirrende element til musikken, som gør, at man lige pludselig kommer lidt op på tæerne igen. Momenter som disse kunne albummet i sandhed godt have brugt flere af, for at rejsen kan blive mere fascinerende og dragende, frem for alt for monoton. Det hele afhænger selvfølgelig også af lytteren og de krav, vedkommende stiller til sig selv, når der lyttes til musik.

Giv los, Los

Der er en del spændende elementer at komme efter på Galdrablót, som er et lidt anderledes forsøg på nordisk dark-folk. Koldsen-Zelderkof har skabt en rød tråd, og hans vokaler er mørke og fyldige. Problemet med hele albummet er, at det bliver meget monotont, og det kan også gøre det svært at adskille sangene fra hinanden. Ensformigheden er nok meget intentionel for at have effekten af en nordisk shaman, der sætter en i trance. Den slags kræver bare meget af lytteren, men under de helt rigtige forhold kan jeg godt se, at albummet kan udspille sig rigtig flot. Men som et album, der skal holdes op mod for eksempel Heilung eller Wardrunas værker, så er der altså lang vej til, at det bliver lige så spændende. Det er ikke noget, man får lyst til at vende tilbage til lige så ofte som dem. Dertil er det for afhængigt af de rammer og omgivelser, hvori man lytter til det.