Livets Store Spørgsmål
VI har alle oplevet en række store begivenheder, som har boret sig ind i vores kollektive hukommelse. Erindringer som binder os sammen, som vi minder hinanden om ved at spørge ind til disse, såsom: ”Hvor var du, da Berlinmuren faldt?”, ”Husker du, da Oluf Palme blev skudt?” og det helt store spørgsmål ”Hvad tænkte du, da Lordi vandt Eurovision i 2006?”. Det finske bastard-barn af KISS og GWAR fik virkelig bragt heavy metal frem i søgelyset, da de med deres plateaustøvler, rollespilsdragter og teaterblod alle vegne vandt alles hjerter med sangen ”Hard Rock Hallelujah” – deriblandt mig! Ja, hvis ikke det havde været fordi Lordi havde blæst min 15-årige hjerne ud af mit baghoved, så var jeg nok aldrig rigtigt begyndt at høre heavy metal. Jeg kan huske, hvordan jeg sad hele natten, efter de havde vundet og hentede deres samlede diskografi (det var så også kun tre album) ned via LimeWire. Jeg så dem endda live, da de kom til Amager Bio kort tid efter – det var sikkert ikke en særligt god koncert, men jeg husker det som værende en magisk aften. Så selvom jeg ikke har hørt noget af det, Lordi har lavet siden The Arockalypse fra 2006, så skylder jeg dem stadig stor tak!
Lordi, Lordi hvem?
Killection er bandets 11. album, men skal forstås som et ”fiktivt” værk i den forstand, at samtlige 11 numre skal forestille at være glemte og aldrig udgivne B-sider fra 70’erne til midt 90’erne – lidt samme koncept som Ghost benyttede sig af på deres seneste EP Seven Inches of Satanic Panic. Ideen er da sjov og kreativ, men man kan ikke lade være med at sidde og tænke: ”Men hvorfor?”. Svaret har sikkert været: ”Hvorfor ikke?” – og fred være med det!
Albummet er fyldt med forskellige stilskift til et punkt, hvor det næsten virker, som om bandet lider af en seriøs personlighedsforstyrrelse. Det ene øjeblik sidder man og lytter til et nummer som ”Like a Bee to the Honey” (som i øvrigt er skrevet sammen med Paul Stanley fra KISS), der stinker langt væk af 70’er fløde-disko, og bagefter får man et nummer som ”Evil” smidt i hovedet, der lyder som en kombination af Mercyful Fate og Slayer. Generelt så formår Lordi at lyde som virkeligt mange forskellige bands, men de formår aldrig at lyde som sig selv. Man savner den plastic-uhygge, som deres tidligere albums var fyldt med. Den slags slasher-humor som vi finder i gamle gysere som ”Friday the 13th” eller ”Helloween”. Bevares, de prøver da at få lidt ”uhygge” sneget ind i lyrikken, men det falder totalt til jorden desværre, for musikken er simpelthen for lallet til, at man falder for illusionen. I stedet for at lytte til musikken, ender man med at sidde og lege en form for gætteleg med sig selv, hvor man prøver at blive enig med sig selv om, hvilket band de nu prøver at emulere – hvilket da godt kunne være en sjov drukleg, men så stopper det vist også der.
Tak, men nej tak
Ak ja Lordi… Hvis mit 15-årige jeg havde oplevet dem spille et nummer som ”Zombimbo” eller ”Blow My Fuse”, så tror jeg sgu ikke, jeg havde siddet oppe og snuppet deres albums – desværre. Heldigvis var dette dog ikke tilfældet, og jeg er stadig supertaknemmelig for, at Lordi findes og fandtes dengang. Og ret skal være ret, deres tre første albums har stadig en særlig plads i mit sorte, indskrumpede hjerte. Men det har Killection ikke – og det får det godt nok heller ikke! Det er som sagt en sjov og kreativ ide, men hvis man skal være benhård, så virker det også som spild af tid. Og her til sidst, så bemærk, at jeg tidligere skrev, at der var 11 numre, men du sidder måske – kære læser – og klør dig i håret, mens du læser titlerne på 15 numre. Det skyldes, at ÉN eller anden i Lordi synes, det kunne være virkeligt sjovt, hvis der var fire numre som alle er små ”sketches”, hvor en radiovært fortæller, at han vil spille disse uhørte sange, men konstant bliver afbrudt af diverse Poltergeist-agtige monstre, der laver telefonfis med ham – novra et sjovt indslag! Det er en gimmick, de har brugt før, men der var det aldrig mere end et nummer – og selv der var det faktisk også irriterende.
