Storladen fortælling om den forræderiske discipel tærsker tysk langhalm i alt for lang tid

De fortabtes gud

Chris Harms er en yderst travl mand. Sidste år brugte han en del tid på projektet Die Kreatur sammen med Oomph-vokalist Dero Goi, og derudover medvirkede han også på seneste album fra Pyogenesis. Men det er sammen med gruppen Lord of the Lost, at han lægger det meste af sin tid. Og netop tid har der været brug for. Gruppen er nemlig nu klar med sin syvende langspiller, og det er deres tredje dobbeltalbum i streg. Judas, som pladen ganske enkelt hedder, er et gigantisk stort og uhyre ambitiøst konceptalbum af hele 104 minutters varighed. Er det helt tosset eller fuldstændig genialt? Tja, det kommer nok an på, hvem man er.

Ensformig Rammstein-light tilsat Eurovision-toner

Som pladens titel knap så diskret indikerer, handler dobbeltalbummet Judas om den nok mest berømte af Jesu disciple. Manden, der endte med at forråde Jesus for 30 sølvpenge, har fået tilegnet dette mastodontiske værk af Lord of the Lost, og fortolkningen af den komplekse forræder tager de sig rigtig god tid til.

Første halvdel af værket, “Damnation”, omhandler forræderen Judas, mens anden halvdel, “Salvation”, handler om Judas som menneske. Og det er en tung omgang. Gruppens velproducerede og vellydende industrial goth sætter rammen om den ulækkert dygtige Chris Harms med den dybe stemme og den mindst lige så dybe poesi. Der er indlevelse og passion, så det basker, men den prædikende vokal, det storladne kor, klaveret, strygerne og endda også et kirkeorgel af og til bliver hurtigt for meget af det gode. Jeg har sjældent hørt noget så teatralsk og pompøst – og jeg har endda hørt Dream Theaters The Astonishing fra ende til anden flere gange – men trods, og måske også på grund af, de konstante kolossale armbevægelser er det meget ensformigt og bliver hurtigt kedeligt.

Det starter egentlig interessant nok med den dystre “Priest”, der ikke er så langt fra gruppens landsmænd Rammstein, men vi skal helt frem til første halvdels niende skæring, “The Heart Is a Traitor”, før det bliver rigtig spændende. Men ak. Knap er vi kommet i gang med det tiltrængte friske pust af variation, før vi ryger tilbage i samme rille. Det var så pladens mest interessante oplevelse. Dog lige med undtagelse af singlen “For They Know Not What They Do”, der forårsager bizar forstyrrelse hos lytteren, da den er som skabt til Eurovision. Bevares, der er faktisk rigtig mange af pladens numre, der godt kunne deltage i den årlige musikfest, men lige her er vi ude i ekstremerne.

For de få indviede

Dedikerede fans, der er klar på at nærlytte, nørde og dykke ned i detaljer og ikke mindst Chris Harms’ tekstunivers, vil uden tvivl få sig en storladen oplevelse af de bedre, selvom en spilletid på en time og 44 minutter er mindst tyve minutter for meget. Judas er bestemt ikke en plade, man har kørende sporadisk i baggrunden, men er et decideret værk, der skal høres fra start til slut, mens man sidder med teksterne i hånden og nyder Harms og det velspillende orkester. Desværre er dette, som sagt, kun for de få indviede. Har man ikke et indgående kendskab til Lord of the Lost, skal man starte et andet sted end Judas, da denne ellers vil være en alt for stor og ensformig mundfuld.